Danske studerende løser irriterende mobil-problem

16x9
Danske studerende løser irriterende mobil-problem Foto:

<p><em>Rune Schostag Nielsen og Trygve Aabye Dam er medstiftere af Volt, der har oplevet en massiv efterspørgsel på årets festivaler.

Rune Schostag Nielsen og Trygve Aabye Dam er medstiftere af Volt, der har oplevet en massiv efterspørgsel på årets festivaler. Foto: Volt

I 2011 fik tre studerende på Danmarks Tekniske Universitet en god ide.

Trygve Aabye Dam, Rune Schostag Nielsen og Tobias Aabye Dam ville udvikle en smart løsning på et af de største problemer for festivalgængere, der kun sjældent har adgang til en stikkontakt – nemlig en mobil strømforsyning.

I 2012 var Volt, der er en lille bærbar oplader til mobiltelefonen med en tilhørende bytteservice, en realitet og blev testet på Roskilde Festival, hvor 500 mennesker støttede op om initiativet og bookede oplader og betalte for muligheden for at bytte den til en fuldt opladet en af slagsen to gange om dagen i løbet af festivalen.

LÆS OGSÅ: Sådan holder din mobil strøm på festivalen

Siden da er interessen eksploderet, fortæller to af stifterne af Volt, som tv2.dk har taget en snak med på årets Smukfest i Skanderborg:

- Det går sindssygt godt. Vi fik udsolgt på Roskilde Festival i år – det vil sige, at vi solgte 10.000 batterier. Det var mega fedt, men vi havde overhovedet ikke regnet med det. Da vi nåede 5.000, syntes vi, det var ret vildt, men det fortsatte bare, og pludselig var alt revet væk, siger en tydelig stolt Trygve Aabye Dam, mens Rune Schostag Nielsen tilføjer:

- Siden sidste år er kendskabet til Volt eksploderet. Nu har folk hørt om det, og så går det hele både hurtigere og lettere for os, når vi møder dem på festivalen. Folk er positive og synes, det er en skidefed ide. Vi løser et stort problem for mange - der var en på Skanderborg Festival 2012, der sagde til os, at Volt er den bedste festivalopfindelse siden dåsemakrel. Det er vildt motiverende for os.

Drengene fortæller, at de forventer at nå 8.000 kunder på Skanderborg Festival 2013 – det svarer til omkring hver sjette festivalgæst. Men potentialet er endnu større, understreger Rune Schostag Nielsen:

- Folk tager måske en gammel, aflagt telefon med på festival, fordi den kan holde strøm længe. Når de opdager Volt, siger de: ’Ej, hvorfor havde jeg ikke hørt om det inden festivalen?’ Så målet er, at alle skal vide, hvad Volt er.

”Hvad er det her for noget?”
Volt har to faste stande på årets Smukfest, der er den 15. festival i år ud af 19 festivaler i Danmark, Sverige, Tyskland og Schweiz, som firmaet er repræsenteret på. Den ene er placeret i Sherwood tæt ved festivalens hovedindgang, den anden i KærligHeden, som er et af de store campingområder.

Derudover har Volt i år fire cykler, der fungerer som mobile stande, som bevæger sig rundt på campingområderne for at være lige der, hvor behovet – og kunderne - er.


Foran standen i Sherwood er det tydeligt, at de forbipasserende er interesserede i at vide mere om Volt. Mange stopper op og kigge nysgerrigt mod standen, mens de spørger en af de mange ansatte, hvad konceptet går ud på.

De publikummer, der allerede har stiftet bekendtskab med Volt, er godt tilfredse med den nye mulighed for at oplade mobilen:

- Det er noget mere praktisk end at sidde ved en opladerstand en time og vente på, at mobilen er klar til brug igen. Det her fungerer bare, siger studerende Sofie Duch, der sammen med veninden Caroline Vikkelsøe har boet på campingpladsen siden mandag.

- Konceptet er fantastisk og ufattelig brugbart. Det er genialt – især fordi ens telefon er blevet så uundværlig inden for de sidste par år. Jeg regner med at beholde min oplader efter festivalen – så kan jeg bruge den til fest eller på andre tidspunkter, hvor jeg står uden et strømstik. Jeg har prøvet lignende opladere, der var store og klodsede, men denne er lille og smart, fortæller gymnasieelev Mathieu Parrot, der står i kø til Volt-standen.

- Det eneste, der er irriterende, er, at selve USB-stikket ikke er forbundet særlig godt til min Samsung-telefon, det er meget løst og falder nemt ud. Men mon ikke det bliver bedre med næste udgave af produktet?

Hviler ikke på laurbærrene     
Der er sket en del for Volt-drengene siden projektets opstart for omkring et år siden. De har nu taget orlov fra studiet for at koncentrere sig 100 procent om Volt.

- Det er gået fra et være et studieprojekt til at være fuldtids. Vi har nu 30 deltids- og fuldtidsansatte under os. Det er svært at forholde sig til og stadig meget surrealistisk, fortæller Rune Schostag Nielsen.

For få måneder siden var det Volt-stifterne, der var opsøgende og tog kontakt til mulige samarbejdspartnere, men nu er situationen lige modsat, da det er dem, der bliver kontaktet af festivaler og konferencer over hele verden, som er interesserede i konceptet.

- Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil udvide vores firma til at være et helårsforetagende. Lige nu er det jo meget sæsonbetonet og kun i festivalmånederne. Det ville derfor være super fedt for os at samarbejde med et firma som for eksempel 7-Eleven, siger Trygve Aabye Dam.

- Vi skal ikke hvile på laurbærrene. Det tænder os at gøre servicen endnu bedre – jeg tror vi mister gejsten, hvis vi ikke udvikler os, supplerer Rune Schostag Nielsen.

Volt har inden længe planer om at åbne en webshop, hvor selve opladeren kan købes, så interesserede, der ikke kommer på festival, også kan få fingrene i den.