Dansk undervisningsspil vinder international pris

16x9
Dansk undervisningsspil vinder international pris Foto:

<p>’Cargo Dynasty’.

’Cargo Dynasty’. Det er navnet på Danmarkshistoriens hidtil største og dyreste spil til undervisning i folkeskolen og på danske erhvervsuddannelser.

Og fra i dag er det også navnet på vinderen af den fornemme pris ’Best Education and Learning Serious Game’ på spilfestivalen Fun and Serious Game Festival i Bilbao, der er en af Europas vigtigste prisuddelinger for computerspil af seriøs karakter.

Spiludvikleren Serious Games Interactive, der står bag ’Cargo Dynastys’ virtuelle verden, er repræsenteret på spilfestivalen i form af direktør Mikkel Lucas Overby, der i dag får overrakt prisen på scenen i Bilbao.

- Hvis man som os udvikler spil til undervisningsbrug, så er det faktisk noget af det allerstørste, man kan komme ud for, siger han i en pressemeddelelse.

- Det viser os, at vi er med helt forrest i feltet i verden, når det kommer til undervisningsspil, og det er præcis dér, vi ønsker at være.

’Cargo Dynasty’, der indeholder omkring 800 quiz-spørgsmål, skal dels gøre skolebørn klogere dels sikre, at unge mennesker i højere grad vælger at arbejde inden for transportbranchen, som er i udvikling og derfor får brug for langt flere hænder inden for få år.

Det er TUR Forlag, der har styret udviklingen af spillet og dermed sikret, at det lever op til Folkeskolens undervisningskrav for dansk og samfundsfag for 8. klassetrin, samt at det kan bruges i undervisningen på transportlinjen på de danske erhvervsuddannelsescentre. Nu håber forlaget på et eksporteventyr.

- Det er forholdsvist enkelt at ændre ’Cargo Dynasty’, så det kan bruges til såvel transportuddannelserne i andre lande, som efteruddannelse i virksomheder både inden- og udenlands. Det har vi en forhåbning om, at der vil være efterspørgsel til. Og det er klart, at en international pris forbedrer de muligheder, siger forlagschef Annette Klubien.