Tilbudsaviser gør dine dagligvarer dyrere

16x9
Indkøbskurv Foto:

Reklameblade lokker med billige tilbud, men koster en formue at trykke og omdele. Det gør butiksvarer dyrere.

De fylder danskernes postkasser til randen med slagtilbud på bleer, bajere og bøffer.

Men Danmarks mest udbredte litteratur, tilbudsaviserne, er til mere skade end gavn for forbrugerne, fordi de generelt skaber højere priser på vore dagligvarer.

Sådan lyder en af konklusionerne fra konkurrencemyndighedernes længe ventede undersøgelse af det hjemlige dagligvaremarked, skriver Politiken torsdag.

Højere normalpriser

De danske dagligvarer er, ifølge rapporten, otte til ti procent dyrere end i sammenlignelige EU­lande.

En af forklaringerne er den særlige danske tilbudskultur med de husstandsomdelte tryksager som spydspids.

"For at tjene de penge ind, som kæderne taber på at lave tilbuddene og trykke tilbudsaviserne, sætter de normalpriserne højere," siger Camilla Hesselby, kontorchef i Konkurrence­ og Forbrugerstyrelsen.

"Når varerne ikke er på tilbud, betaler forbrugerne ekstra for dem," tilføjer hun.

Tryksager til milliarder

Hver uge udsender dagligvarekæderne mere end 600 siders tilbudsaviser til landets husstande.

Alene tryk og distribution af den glittede rabatlitteratur løber op i omkring to milliarder kroner om året.

"De forbrugere, der ikke vil bruge tid på tilbudsaviser, betaler højere priser for deres dagligvarer," siger Camilla Hesselby.

"De, der går systematisk efter tilbuddene, kan spare nogle penge, men bruger til gengæld en masse tid på at læse tilbudsaviserne og gå fra butik til butik," tilføjer hun til Politiken.