Tørklædeforbud splitter radikale

16x9

Tørklædeforbud splitter radikale: Retsordfører går mod partilinjen

Heller ikke de radikales folketings­gruppe er enig om, hvorvidt dommere må bære tørklæde. Partiledelsen kalder dog stadig lovforslaget "et knæfald for DF". Retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, bakker op om regeringens lovforslag, der skal forbyde religiøse symboler på dommere, skriver Informa­tion, og dermed trodser han partiets officielle linje.

"Jeg er imod politiske og religiøse symboler hos dommere og for den sags skyld hos anklagere - der går jeg længere end regeringen," siger Simon Ammitzbøll.

Han har meddelt sin folketingsgruppe om sin stilling i sagen. Derfor ønsker han ikke at være retsordfører på det retspolitiske forslag, som formand Margrethe Vestager har kaldt et "knæfald for DF".

"Det har været en del af motoren i den gode diskussion, vi har haft, at der har været uenighed. Simon Emil har længe udgjort et mindretal i gruppen," siger formanden og argumenterer, at beslutningen om påklædning må være op til Domstolsstyrelsen.

Regeringens forslag ventes fremsat til efteråret.