Kate og William: Hvordan ligner brylluppet Dianas

16x9

Læs om ligheder mellem Kate og Williams bryllup og prins Charles og Dianas bryllup

Mens en stor del af verdens befolkning venter spændt på det store britiske bryllup på fredag, hvor prins William og Kate Middleton siger ja til hinanden, er der rig mulighed for at se tilbage på tidligere bryllupper i det engelske kongehus.

Og mest oplagt er det at sætte fokus på et bryllup tilbage i 1981. Der blev Prins Williams mor prinsesse Diana nemlig gift med prins Williams far, prins Charles.

Og begynder man at gennemgå nogle af detaljerne, dukker der både forskelle og ligheder op mellem de to bryllupper.

Datoen: Modsat Charles og Diana, som blev gift om sommeren den 29. juli, så har prins William og Kate Middleton valgt et forårsbryllup.

Alder: Da prins Charles og prinsesse Diana blev gift i 1981, var der stor fokus på prinsesse Dianas unge alder. Og selv om man næppe kan kalde den 29-årige Kate Middleton for gammel, så er hun langt fra lige så ung som prinsesse Diana var, da hun som 20-årig giftede sig med prins Charles. Derimod er prins William væsentligt yngre end sin far, når han på fredag siger ja til Kate Middleton. Prins Charles var nemlig fire år ældre da han giftede sig i 1981.

Forlovelsesringen: Den 18-karat ovale safir, der er omringet med diamanter, er den samme ring som prins Charles gav prinsesse Diana, da de blev forlovet. Prins William havde den kostbare ring - den kostede 60.000 dollars, da Charles købte den til Diana - med i en rygsæk, da parret var på ferie i Kenya, og efter tre uger fandt prins William det rette tidspunkt til at fri til Kate Middleton.

Forlovelsesbillederne: Kate Middleton og prins Williams officielle forlovelsesbilleder blev taget af fotografen Mario Testino, der var ven med prins Williams mor, prinsesse Diana. Han har taget mange af prinsesse Dianas billeder, og ser man på selve opstillingen på Kate og Williams forlovelsesbillede og sammenligner det med Charles og Dianas forlovelsesbillede er der flere ting, der er ens. Begge billeder viser unge mennesker i afslappet tøj og tæt omsluttet. Og så er forlovelsesringen, som er den samme på de to billeder, blikfang på begge billeder.

Location: Mens prins Charles og prinsesse Diana valgte at blive viet i St. Pauls Cathedral har William og Kate valgt at følge i Dronningens fodspor og blive viet i Westminister Abbey. Prins Williams privatsekretær har fortalt BBC, at parret valgte Westminister Abbey på grund af kirkens "svimlende skønhed", kirkens 1000 år lange royale historie og kirkens følelse af intimitet. Da prinsesse Diana skulle begraves foregik det i Westminister Abbey, og det var også her prins Charles giftede sig for anden gang.

Gæstelisten: Når prins William og Kate Middleton siger ja til hinanden i Westminister Abbey, så er der omkring 2000 inviterede gæster tilstede. Det er 1500 mindre, end da prins Charles og prinsesse Diana blev gift i 1981. Blandt gæsterne ved fredagens bryllup er blandt andet The Beckhams, Elton John, dronning Margrethe, Mr. Bean og en række både kongelige og kendisser. Prins William og Kate Middleton har tidligere sagt, at de kun vil have gæster, der har en personlig tilknytning til parret.

Bryllupsgaver: Da prins Charles og prinsesse Diana blev gift modtog de 6000 bryllupsgaver. Prins William og Kate Middleton har - i prinsesse Dianas ånd - opfordret gæsterne til at donere pengene til velgørenhed i stedet.

Ruten til og fra kirken: Prinsesse Diana kørte i den kongelige karet både til og fra kirken, men på fredag vil Kate Middlteon bryde den tradition. Hun tager nemlig bilen til kirken, mens hun og prins William tager den heste-trukne karet igennem London og tilbage til Buckingham Palace efter vielsen.

Brudekjolen: Det var designerne David og Elizabeth Emanuel, der designede prinsesse Dianas store hvide brudekjole. Spekulationerne om Kates kjole er i gang. Papparazzi-fotografer har taget billeder af bruden og hendes familie tæt på Bruce Oldfields butik. Han var en af Dianas favoritdesignere.

Titlen: Diana blev prinsesse af Wales, da hun blev gift med prins Charles. Kate Middleton bliver prinsesse Catherine efter brylluppet på fredag.

Festen: Prins Charles og prinsesse Dianas bryllup blev efterfulgt af en frokost, hvor man blandt andet fik 27 bryllupskager og en morgenmad dagen efter, hvor der var 120 gæster. Kate Middleton og prins William slår det lidt større op, og holder stor fest om aftenen med flere hundrede gæster.

National fridag: Briterne kan nyde at det royale bryllup udløser en national fridag. Det samme skete, da prins Charles og prinsesse Diana blev gift i 1981.