Ikea-borde eksploderer pludseligt

16x9

Flere nordmænd og svenskere har oplevet at deres spise_ eller sofaborde fra Ikea eksploderer

Flere tilfælde, hvor Ikea-kunder fortæller, hvordan deres spiseborde og sofaborde med en bordplade af glas er eksloderet, dukker op i Sverige og Norge.

Sagen begyndte at rulle, da den svenske avis Aftonbladet i går kunne berette, at en etårig dreng havde lagt sig under familiens sofabord fra Ikea med en bordplade af glas. Ud af ingen­ting sprængtes glaspladen, og det knuste glas regnede ned over drengen, der slap med overfladiske skrammer.

"Men der lå også glasstykker, der vejede op til et kilo. De kunne jo have skåret ham i halsen," siger drengens far, Jonas Lehmann, til Aftonsbladet.

Glasskår alle vegne
Siden har flere læsere henvendt sig sig til den norske avis vg.no, som også skrev historien, og har fortalt om lignende oplevelser.

For eksempel beretter nordmanden Monica Bjelde, at hun kom hjem og så, at pladen på hendes Ikea-spisebord var eksploderet.

"Jeg troede, at der havde været indbrud. Der var glaskår overalt - selv på børneværelset og i køkkenet, lå der glasskår," fortæller hun til vg.no.

Dybt alvorligt
I den danske Ikea-afdeling er de opmærksomme på de eksplosive glasborde.

"Vi tager sådanne hændelser dybt alvorligt. Hvis der er nogen danske kunder, der føler sig usikre på grund af de svenske og norske historier, så vil vi meget gerne høre fra dem," siger Lene Garde fra Ikeas danske presseafdeling til nyhederne.tv2.dk.

Der er endnu ingen danske kunder, der har henvendt sig til Ikea, og Lene Garde oplyser, at hverken sofabordet eller spisebordet forhandles i Danmark.

Sofabordet røg ud af kataloget i februar, mens spisebordet ikke har været forhandlet i nogle år.

"Hvis noget lignende skulle ske eller er sket i Danmark, så går vil vi i gang med at undersøge, hvor omfattende problemet er, og om der er grund til at trække produktet tilbage," siger Lene Garde.

Sofabordet har navnet Skirö og spisebordet hedder Eneryda.

I Norge har Ikea afvist at trække produktet tilbage.