Hvert andet studiejob er spild af tid

16x9

Hver anden studerende får ikke meget ud af fritidsjobbet...

Studerende i Jylland spilder mest tid på studiejob. De har nemlig sværere ved at finde relevante job end deres kolleger i København.

Hver anden studerende har et job ved siden af bøgerne, der ikke umiddelbart hænger sammen med deres studium.

Og det selvom både de selv og deres kommende arbejdsgivere mener, at relevante job er vejen til en karriere efter sidste eksamen.

53 procent af de jyske studerende og 43 procent af de københavnske kan ikke drage tydelige paralleller mellem deres fritidsjob og den studieretning de er i gang med. Det skriver business.dk på baggrund af en undersøgelse fra rekrutteringsbureauet Adecco.

- Jeg synes det er overordentligt høje tal, når vi nu ved, at arbejdsgiverne lægger stor vægt på det. Men det overrasker mig egentlig ikke, lyder det fra formanden for DJØF Studerende, Simon Krøyer.

Særligt det forbund han repræsenterer, Danmarks Jurist og Økonomforbund, oplever nemlig, at de attraktive og højt studierelevante job stort set kun findes i hovedstaden. Her ligger nemlig mange af de myndigheder, som DJØF'erne kommer til at arbejde i, når studierne er til ende.

Mere af nød end noget andet...

Han mener dog ikke, at de studerende udelukkende spilder deres tid, når de arbejder på tanken eller i den lokale grillbar;

- Vi må erkende, at langt de fleste studerende i dag er nødt til at have en indkomst ved siden af SUen for at dække udgifterne til bolig og mad, slutter han.