Virksomheder tjener på ny ordning

16x9

Det har givet gevinst for en lang række virksomheder at tage imod de danske væksthuses tilbud om kapitalcoaching, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I de seneste tre år har kapitalcoachordningen skaffet 215 mio. kroner i øget kapital til en lang række virksomheder - især i bygge- og anlægsbranchen.

25 procent af de virksomheder, der har fået tilført kapital gennem ordningen hører under håndværksfagene, viser en ny opgørelse.

- Det lyder overordnet set meget positivt. Vi håber selvfølgelig, at der er basis for mere af det, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

Også FSR - danske revisorer ser positivt på ordningen. Det sker selvom den går ind og dækker en del af revisorernes område.

- Vi fokuserer på, at virksomhederne skal have den hjælp, de har brug for. Og søger de den hos en kapitalcoach frem for en revisor, så ser vi ikke problemer i det, siger Sara Sayk, chefkonsulent i FSR - danske revisorer.