Kæmpe spareøvelse: TDC flytter 800 job - fyringer på vej

TDC outsourcer nu 800 medarbejdere til Sønderborg og London.

Det sker i forbindelse med Danmarks- historiens største outsourcing, hvor den internationale servicevirksomhed Sitel overtager kundeservicen fra TDC.

Det oplyser TDC til TV 2 Finans.

Overførslen vil medføre afskedigelser, da meningen er, at der skal være færre medarbejdere end i dag.

Med aftalen med Sitel falder TDC Groups udgifter til kundesupport, og en del af besparelsen skal investeres i de tilbageværende medarbejdere i form af uddannelse, opkvalificering og karriereplaner mv., lyder det.

TDC lover i forbindelse med programmet, at kundeoplevelsen bliver bedre.

Det skal blandt andet ske ved, at medarbejderne i stigende grad kan henvise til TDCs selvbetjeningsløsninger.

Aftalen træder i kraft den 6. oktober, og medarbejderne fortsætter på uændrede løn- og ansættelsesvilkår og med samme arbejdsplads som hidtil.

Sitel vil gradvist og i forbindelse med fratrædelser flytte job fra København og Aarhus til hhv. Sønderborg og fra foråret 2015 også til London.

Flytning af job til Sønderborg og London ventes gennemført med udgangen af 2015.

Sitel venter, at der ved udgangen af 2015 vil være ca. 150 TDC-supportere i afdelingen i London. Sitels afdeling i London varetager allerede i dag support for andre danske firmaer, og medarbejderne er typisk danskere bosiddende i England.

- TDC jager løbende besparelsesomkostninger og det er svært at se outsourcing som andet end en spareøvelse. Det er interessant, at den danske koloni i London er så stor, at de kan finde 150 nye medarbejdere der, siger TV 2's finanskommentator, Ole Krohn.