Biva genopstår: Åbner igen i Danmark

Møbelfirmaet Biva, der i sin tid blev landkendt for at sælge discountmøbler og ikke mindst den opsigtvækkende tv-reklamer med Biva-pigen, ejeren, Millie Rafn, i front, er tilbage i Danmark.

Selskabet, der gik konkurs i 2013, er blevet genoplivet af to tidligere medarbejdere.

Jesper Jørgensen og Rune Lenn Furbo, der har sat det nye Biva-projekt i søen, er tidligere butikchefer i forretningen.

Se interviewet: Øverst i artiklen kan du se et interview med den nye Biva-direktør.

- Som medarbejdere har vi været vidner til både gode og dårlige tider i Biva. Det var svært at se virksomheden lukke, fordi der stadig var meget godt at bygge på - og det er vi begejstrede for få chancen for nu, siger Bivas nye direktør, Jesper Jørgensen.

Genopstår som netbutik
Møbelforretningen genopstår dog ikke helt i sin gamle form, fortæller han.

- Tiden er løbet fra de store, tunge bolighuse. Fremtiden ligger på nettet. Derfor lancerer vi det nye Biva som webshop, lyder det.

Der skal dog arbejdes hårdt, hvis virksomheden, der oprindeligt blev stiftet af murermester Henry Johansen og delvist ejet af datteren, Millie Rafn, skal nå fordums niveau.

Fra millionforretning til konkurs
Virksomheden, der blev stiftet af Henry Johansen i 1983, blev solgt til kapitalfonde i 2006 for 560 millioner kroner. Dengang talte møbelkædens butikker 49 forretninger.

Møbelkæden blev igen solgt i 2008, da det haltede med økonomien i butikken.

Bivas i alt 57 butikker og 350 ansatte blev overtaget af den islandske investeringsbank Straumur, der dog ikke lykkedes i at redde selskabet.

Heller ikke et opkøb af Tæppeland kunne rette op på de røde tal på bundlinjen, og begge virksomheder gik konkurs.

Biva alene endte med at have et underskud på 140 milioner kroner, imens Tæppeland havde haft underskud siden 2008.