Økonomer venter flere børsbørn

16x9

ISS og OW Bunker er som de eneste to selskaber blevet noteret på Københavns Fondsbørs i første del af 2014, men der kan være flere noteringer på vej i 2014.

En tredjedel af økonomerne i Ritzaus økonomiske panel vurderer, at flere selskaber vil lade sig notere i den sidste halvdel af året. En af dem er Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

- Et par stykker burde ikke være urealistisk. Det er fortsat sådan, at børsnoteringsklimaet burde være interessant for selskaber, der har ambitioner om at blive børsnoteret eller ønsker yderligere kapital til nogle af deres vækststrategier, siger Per Hansen til Ritzau Finans.

17 pct. af økonomer i panelet skyder på tre noteringer, mens de resterende bud lyder på én, to og fem noteringer. Der er dog samtidig to tredjedele af økonomerne i panelet, som ikke har givet et bud på antallet af børsnoteringer.

Per Hansen fra Nordnet har ikke kendskab til nogen konkrete selskaber, som skulle være i gang med en børsnotering, men finder alligevel et par børsnoteringer som værende realistisk.

- Den basale forudsætning for at blive børsnoteret er, at der er en køber, og investorerne har i øjeblikket høj risikovillighed, så derfor er der et godt miljø. Jeg vurderer dog alligevel ikke, at der er en helt håndfuld noteringer på vej, siger Per Hansen.

Det begrunder han blandt andet med, at børsnoteringer ikke altid er den eneste vej til at øge et selskabs kapitalgrundlag. Han peger på softwareselskabet Milestone Systems, der tidligere har overvejet en børsnotering, men i stedet endte med at blive opkøbt af Canon i juni.

- Det er eksempel på et selskab, som sagtens kunne være blevet børsnoteret i løbet af 2014. Det kan godt være, at investorerne var klar, men derfor kan det godt være, at selskaberne måske ikke altid vurderer, at en børsnotering er den korrekte vej til at ekspandere og få tilført ny kapital, siger Per Hansen.

Derudover nævner han en anden potentiel børsnotering i form af det danske biotekselskab Serendex, som valgte at blive børsnoteret i Norge.