Lynkursus: Sådan køber du en bolig til dit barn

Studiestarten lurer lige om hjørnet. Når sommerferien slutter, skal flere tusinde unge mennesker starte på studiet i landets større byer: København, Aarhus, Odense eller Aalborg, og det får traditionen tro forældrekøberne til at melde sig på banen.

Når børnene flytter til byerne for at studere, skal de nemlig også bruge et sted, hvor de kan bo. Det mærkes særligt i København og Aarhus, hvor hhv. forældrekøberne rører mest på sig.

Selvom der er muligheder for at leje en studiebolig, vælger mange forældre at købe en bolig til børnene - enten som en investering eller for at sikre sig, at junior har et godt sted at bo, mens der studeres.

Står du og overvejer at købe en juniorbolig, er der dog en række overvejelser, du bør gøre dig, inden du løs på boligmarkedet.

Forældrekøbere er ikke bare mor og far
Når du køber en bolig til dit barn, er du ikke længere bare mor eller far. Du bliver også en udlejer.

Ejendomsmægler fra Nybolig Thomas Boye Jensen giver øverst i artiklen et par gode råd til, hvad du skal holde øje med som forældrekøber.

Klik på videoen øverst i artiklen for at høre hans lynguide til forældrekøb.

Ifølge Thomas Boye Jensen er der flere ting, man skal overveje, når man leder efter bolig til børnene.

Opsøg altid en rådgiver
Mange af tingene er af en teknisk karakter. Derfor anbefaler han, at man altid tager fat i sin bankrådgiver og en revisor, inden man kaster sig ud på boligmarkedet og køber sin bolig nummer to eller tre.

Revisoren skal man bruge for at sikre sig, at man får de skattefordele der er, når man lejer en bolig ud.

Derudover kan han eller en ejendomsmægler eller en boligadvokat også rådgive i køb og salg af boligen. Blandt andet skal man tage med, at man ikke kan sælge boligen skattefrit, hvis man ikke har beboet den selv. Tjener man på salget, beskattes man af overskuddet, fortæller Thomas Boye Jensen.

Bankrådgiveren skal man bruge til at regne ud, hvad det vil betyde for privatøkonomien, hvis man vælger at blive forældrekøber.

Skal det være andel eller ejer?
Ifølge Thomas Boye Jensen skal man som købe derudover overveje, om man skal investere i en andelsbolig eller en ejerlejlighed.

Selvom andelsboligen kan koste lidt mindre, kan der være restriktioner i forhold til udleje af boligen, siger han, og dét og en række andre ting, skal man holde skarpt øje med, lyder det fra Thomas Boye Jensen.

I indslaget øverst i artiklen kan du se hele Thomas Boye Jensens lynguide til forældrekøb.