Godt nyt: Ledigheden er den laveste i fire år

16x9

Tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden stadig er på vej ned.

Bruttoledigheden faldt kraftigt i slutningen af 2013 og er nu kommet ned under 150.000 ledige.

Der er helt præcist 148.200 ledige i Danmark nu, hvilket svarer til en ledighedsprocent på 5,6 procent af arbejdsstyrken.

En positiv overraskelse
Det er den laveste ledighed i fire år, ifølge Danmarks Statistik.

- Den gode nyhed betyder, at der var godt 15.000 færre registrerede ledige ved udgangen af 2013 end et år tidlige. Dermed må man sige, at 2013 har været en positiv overraskelse, hvad ledigheden angår, siger privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen og tilføjer, at tallene skal tages med forbehold.

- Men andre indikatorer tyder på, at i hvert fald en stor del af faldet i ledigheden skyldes, at der faktisk er kommet flere job, tilføjer han.

Mænd i arbejde
Det er primært mændene, der er kommet i arbejde. Kvindernes ledighedsprocent har været uændret på 5,7 procent i slutningen af 2013, mens mændenes er faldet en smule fra 5,7 procent til 5,5 procent.

Tallene viser også, at ledigheden er faldet mest for den yngre del af befolkningen mellem 16 og 29 år.

Flere ikke-jobklare på kontanthjælp
Antallet af kontanthjælpsmodtagere er steget det seneste år, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Siden december 2012 er der kommet 15.500 flere bruttoledige kontanthjælpsmodtagere. Derudover er der kommet yderligere 800 ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere til, som ikke medregnes i de bruttoledige.