Svine-direktør fyret efter fusk med EU-støtte

16x9

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer afskediger direktøren i Videncenter for Svineproduktion, Nicolaj Nørgaard. Afskedigelsen kommer, efter det er kommet frem, at der er sket alvorlige fejl i håndteringen af EU-støtte.

Landbrug & Fødevarer har tirsdag meddelt NaturErhvervsstyrelsen, at de vil betale de penge tilbage, som de har modtaget fra EU's landdistriksprogram i perioden 2007 - 2013. Pengene er gået til projekter i Videncenter for Svineproduktion, men er tilsyneladende blevet håndteret forkert.

Det drejer sig om et beløb på i alt 19 millioner kroner, der blandt andet dækker over uberettiget støtte.

- Det er uacceptabelt og stærkt beklageligt, at Videncenter for Svineproduktion ikke har håndteret støttemidler fra EU korrekt, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.

-Det skader erhvervets troværdighed hos både støttegivere og offentligheden. Derfor satte jeg straks en ekstern undersøgelse i gang, da jeg blev opmærksomhed på, at kunne være var sket alvorlige fejl. Og derfor er direktøren for Videncenter for Svineproduktion i dag blevet afskediget, fortsætter han.

Skærper kontrollen
Landbrug & Fødevarer fik 19. december 2013 besked fra NaturErhvervsstyrelsen om, at der i en stikprøvekontrol var konstateret, at en del udgifter til aktiviteter under EU's Landdistriktprogram var givet ud på forkerte projekter.

Derefter bad erhvervsorganisationen et revisionsselskab om at lave en revisionsrapport af alle EU-støttede projekter i Videncenter for Svineproduktion i perioden 2007-2013. Rapporten er nu afleveret til NaturErhvervstyrelsen til deres videre arbejde, oplyser administrerende direktør Søren Gade.

- Vi har i dag stillet den uvildige revisionsrapport til rådighed for NaturErhvervstyrelsen for deres videre arbejde, ligesom vi er indstillede på at samarbejde og svare på yderligere spørgsmål, siger han.

Hos Landbrug & Fødevarer vil man nu skærpe den interne kontrol for at sikre, at der ikke igen kan ske fejl med tilskudsmidler.

- Der må ikke i fremtiden herske nogen tvivl om, at Videncenter for Svineproduktion bruger alle offentlige tilskudsmidler fuldstændigt efter hensigten i de enkelte støtteprojekter, siger Søren Gade.