Økonomisk superstjerne: Der tikker en gældsbombe under Danmark

16x9

Hele Skandinavien - herunder Danmark - er sat under lup, skriver Bloomberg.

Økonom og nobelprismodtager Paul Krugman, der besøgte Danmark i sidste uge, retter i et interview en sønderlemmende kritik af den danske økonomi.

Gældssætningen i det private er for høj og ligger som en tikkende bombe under det danske samfund, lyder det fra den økonomiske superstjerne, Krugman.

Krugman: Danmark er ligesom Spanien
Under sit besøg sammenlignede den verdenskendte økonom den danske økonomi med kriseramte lande i Sydeuropa og beskrev landet som "Nordens Spanien" - en udmelding, man dog bør tage med et gran salt, vurderer to danske økonomer.

Det afholder dog ikke nobelprismodtageren i at male fanden på væggen:

- I Danmark skylder forbrugerne deres kreditorer 321 procent af deres disponible indkomst - en verdensrekord, som i november fik OECD i Paris til at kræve politisk handling, skriver Bloomberg.

Tror man i Danmark, at alt er ok, fordi man overlevede krisen, tager man grueligt fejl: Den danske gæld er alt for høj og udgør en kæmpe risiko for den danske økonomi, lyder Krugmans analyse.

Økonom: Slap nu af, Krugman
- Det er rigtigt, at den danske gældssætning er en velkendt problematik, men det er også noget, som en del udenlandske økonomer får galt i halsen engang i mellem. Når det gælder Krugmann, som jo er en økonomisk superstjerne, så har han det også med at overdramatisere tingene nogle gange, og man skal huske, at han og alle de andre kritikere altså ikke sidder og nærstuderer de danske forhold, siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.

Dette synspunkt bakkes op af Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea.

- Der er mange udenlandske observanter, der er bekymrede over den store private danske gældssætning, men de glemmer at se på aktivmassen og ser kun på bruttogælden. Danskerne har store pensioner og rekordstore indestående på opsparingskonti i de hjemlige pengeinstitutter, og derudover har de betydelige boligformuer, siger han.

Kigger man på bruttogælden i stedet for nettogælden, svarer det til, at man kigger på sin løn før skat i stedet for efter skat - bare med omvendt fortegn.

Cheføkonomen kalder ligefrem Paul Krugman for en ignorant, når det gælder de danske forhold.

Krugman: Pension er ikke en sikkerhed
Om de danske pensionsformuer siger Paul Krugman:

- Pensioner er problematiske. Du kan altid give gode undskyldninger, men lad mig sige det på denne her måde: Regionen (red. Skandinavien) kan ikke andet end at minimere forbrugsgælden for at reducere risikoen, skriver Blooomberg.

Heller ikke de store boligformuer, der raslede ned under krisen, kan fungere som en slags sikkerhed, mener den udenlandske økonom.

- Den køber jeg ikke. Der er ikke en gældsbombe gemt under Danmark. Den danske formue er måske ikke så likvid, som Krugman gerne så, at den var, og boligpriserne kan jo falde igen, men man skal se på det danske realkreditsystem, det er et robust system, der bestemt har bevist sit værd, siger Helge Pedersen fra Nordea.

Dansk økonom indrømmer trussel
Steen Bocian afviser også, at truslen er imminent, men han er enig i, at der på sigt bør gøres noget ved gældssætningen.

- Enten skal vores gæld falde, eller så skal den sikres mod rentestigninger. Kigger vi frem mod 2024, skal der være gjort noget ved vores gældsniveau, der måske skal falde en lille smule. Den skal under alle omstændigheder ikke blive større, før den bliver et problem. Stiger renten er de danske husholdninger jo ret meget eksponeret, siger cheføkonomen.

Nogen bombe er der dog ikke tale om, lyder det - Danmark er et af de få lande i verden, der får topkarakter blandt de største internationale rating-bureauer, når der skal uddeles de såkaldte AAA-ratings, slutter Helge Pedersen.