Pyha: EU-mand afblæser lakridspibe-panik

16x9

Var du begyndt at hamstre lakridspiber efter dagens nyhed om et bebudet EU-forbud? Så kan du nu drage et lettelsens suk. Piben af sød lakrids er ikke i fare alligevel.

Jens Ring fra Europa-Kommissionens kontor i Danmark er budbringer af godt nyt for lakridspibe-entusiaster.

Det bebudede forbud af legetøj, slik og snacks udformet som tobaksprodukter rammer nemlig ikke den ikoniske lakridspibe.

- Der er ingen risiko for lakridspiben, siger Jens Ring til tv2.dk.

Jens Ring er presse- og informationschef, og forklarer dagens misforståelse:

- Hoved-misforståelsen er, at man blander en stakkels lakridspibe sammen med ting, som kan misforstås som tobaksprodukter, siger han og uddyber:

- Produkter, der ligner tobak og giver status. Da jeg var barn, kunne man få "cigaretter" af plastik. Hvis man sugede i dem, fik man et skud menthol-smag i munden. Det er den slags ting, som får det til at se cool ud at ryge, som forslaget handler om.

Der står i øvrigt ikke et eneste ord om lakridspiber i direktivet eller ændringsforslagene til dette. Dagens mediestorm undrer derfor Jens Ring.

- Det er en fjollet historie. Tror folk virkelig, vi spilder tid på lakridspiber i EU?