Undersøgelse: Lego-mænd bliver vredere og vredere

16x9

Der kommer flere og flere vrede Lego-figurer. Det er bl.a. fordi, drenge godt kan lide rollelege med konflikt, siger Lego til tv2.dk

Dr. Christof Bartneck fra University of Canterbury udsender den 7. august de samlede resultater af en stor undersøgelse af figurer fra det danske legetøjsfirma Lego, men han har allerede løftet sløret for nogle af de mest bemærkelsesværdige resultater. Det beretter University of Canterbury selv.

Og her er et øget fokus på konflikter og aggresive følelser den mest mærkbare tendens de senere år, siger Dr Christoph Bartneck.

"Antallet af nye ansigter, Lego producerer, stiger år for år, og vrede og glæde er de mest benyttede ansigtsudtryk," forklarer han.

Alle var glade indtil 1989
Lego har ingen kommentarer til Bartnecks undersøgelse, som de ikke har læst, men firmaet bekræfter, at der er kommet flere følelsesudtryk i minifigurernes ansigtsudtryk.

- Det var først med lanceringen af pirattemaet i 1989, at Lego begyndte at variere ansigtsudtrykkene på minifigurerne med klap for øjet osv., og det skete, fordi serien var så stor en succes, fortæller Roar Rude Trangbæk, pressechef hos Lego, til tv2.dk.

Christoph Bartneck har undersøgt 3655 legofigurer sendt på markedet mellem 1975 og 2010, og i alt har han fundet seks forskellige grundhumører hos dem; foragt, bekymring, selvtillid, frygt, glæde og vrede, hvor de to sidstnævnte er de hyppigste.

- Det er rigtigt, at vi har markant flere følelsesmæssige variationer hos figurerne i dag, siger Roar Rude Trangbæk.

Rollespil og konflikt
Christoph Bartneck mener, det er grundet et større fokus på konflikt i Legos legetøjsserier, at der er kommet flere vrede Lego-mænd, og at det er et "tegn på vores tid".

Men han understreger, at han ikke nødvendigvis synes, det er en negativ ting, men at det tværtimod hjælper børn med at genkende følelser i meneskeansigter og til at udvikle børns fantasi.

"At lege konflikt, er ikke nødvendigvis en dårlig ting. En super-duper glad verden, hvor alle altid smiler, er nok heller ikke ønskværdigt," siger han.

"Vi overdriver ofte"
Lego siger, at det er pga. et større fokus på udviklingen af deciderede serier samt undersøgelser af børns leg, der har gjort, at Lego i stigende grad har valgt at variere ansigtsudtrykkene i deres minifigurer.

- Undersøgelser viser, at børn godt kan lide rollelege, og her hjælper figurernes ansigtsudtryk med legen. Og især drenge kan godt lide konfliktlege, hvor der f.eks. optræder politi og røvere, så det er en del af det, siger Roar Rude Trangbæk, og fortsætter:

- Derfor overdriver vi faktisk ofte følelserne i figurernes ansigter.