Danske Spil større end nogensinde

16x9

Trods monopolbrud på betting og sportsspil har Danske Spil aldrig klaret sig så godt

Trods monopolbrud på betting og sportsspil har Danske Spil aldrig klaret sig så godt

Landets største virksomhed for sportsspil og onlinekasino klarer sig fantastisk, selv om den statsejede virksomhed ikke længere har monopol.

Jens Aaløse, der er direktør for Danske Licens Spil, fremlægger snart et regnskab, hvor man kan se, at spilindtægterne er steget med 56 procent - fra 766 millioner til 1,2 milliarder kroner. Det skriver Børsen.

- Alle historierne om, at liberaliseringen af spillemarkedet ville gøre ondt på Danske Spil, dem kan vi vist godt mane i jorden, siger Jens Aaløse til avisen.

Spil for kvinder
Danske Licens Spil, der udgør den del af Danske Spil-koncernen, som udbyder sportsspillene Oddset og Tips, har siden 1. januar 2012 også udbudt poker og casino.

- Før 2012 vil jeg tro, at vi sad på cirka 55-60 procent af markedet for sportsspil. I dag lyder det tal på 75 procent. Og på casino er vi gået fra en markedsandel på 0 til et sted omkring 35-45 procent, siger direktøren.

Danske Licens Spil er snart på vej med flere nye spil, heriblandt også spil rettet mod det kvindelige publikum.