Disse tyverier dækker forsikringen ikke

16x9
Bil Foto:

Hvert år sker der tyverier, som forsikrinsselskaberne ikke dækker. Se de hyppigste blundere her.

Hvert år sker der tyverier, som forsikrinsselskaberne ikke dækker. Se de hyppigste blundere her.

TV 2 sætter i denne uge fokus på tyverier i Danmark med to store liveshows, flere specialudsendelser af 'Station 2' og med indslag i 'Go' morgen'- og 'Go' aften Danmark' og i TV 2 Nyhederne.

I den forbindelse har tv2.dk talt med skadeschef hos forsikringsselskabet Alm. Brand, Brian Wahl Olsen, samt kommunikationschef hos Alka, Lise Agerley, for at høre, om der er tyveritilfælde, hvor forsikringsselskaberne ikke dækker tabene, som danskerne skal være særligt opmærksomme på.

Bilen i tomgang
Ifølge Brian Wahl Olsen sker det hver vinter, at forsikringsselskaberne må skuffe nogle særdeles uheldige bilejere.

- Det er lidt af en klassiker, og vi ser desværre eksempler på det hvert år. Hvis man en kold dag lader bilen stå i tomgang for at varme den op, mens man selv går indenfor, og der så kommer en tyv og nupper den - så dækker forsikringen altså ikke, forklarer han, og fortsætter:

- Det kalder vi grov uagtsomhed. Det gælder i øvrigt også, hvis man lader bilen stå i tomgang, mens man selv lige løber ind til bageren eller ind for at hente noget i huset. Og det er jo pokkers ærgerligt, hvis man lige har købt ny bil for flere hundrede tusind kroner.

Pil GPS'en af foruden - og tag pengene med dig
En anden klassiker som forsikringen ikke dækker, er tyveri af synlige værdier i bilen.

- Værdier i bilen er kun dækket af forsikringen, hvis de er gemt væk. Hvis fx en GPS sidder i vinduet og bliver stjålet, så er det ikke dækket. Så gem værdierne i handskerummet eller i bagagerummet, siger Brian Wahl Olsen.

Desuden dækker indboforsikringen ikke kontanter, guld, sølv og smykker, hvis de ligger i bilen.

- Og her er det lige meget, om de er godt gemt væk. Så det skal man være meget varsom med at gemme i bilen, forklarer Lise Agerley.

Et helt lukket hjem
Rigtig mange forsikringskunder må hvert år også se langt efter erstatning efter indbrud i hjemmet, hvis det har været for nemt for tyven at komme ind.

- Man skelner mellem tyveri og indbrud, og ved tyveri dækker forsikringen ikke ting som kontanter, smykker, guld og sølv. Det er et tyveri i dit hjem, hvis en dør til huset har været ulåst, eller hvis et vindue har været åbent eller blot stået på klem. Så man kan altså ikke lufte ud, mens man ikke er hjemme, fortæller Brian Wahl Olsen.

- Hvis alt har være lukket og låst, så er det til gengæld et indbrud, og så dækker din indboforsikring alt det stjålne.

Råb efter tyven
Er man offer for et lommetyveri, så dækker forsikringen i reglen de bortkomne materialer - altså pungen, kameraet eller andet, der blev stjålet, men ikke kontanter og smykker.

- Hvis man opdager tyven, og i gerningsøjeblikket råber op, at man er blevet bestjålet, så betragtes lovovertrædelsen som ran, og så dækker forsikringen også kontanter med op til 2 procent af forsikringssummen. Er den fx på en million kr., er det så 20.000 kr., den dækker op til, uddyber Brian Wahl Olsen.

Lås cyklen - også derhjemme
En anden hyppig årsag til uerstattelige tyverier er cykler, der står parkeret derhjemme.

- Mange glemmer at låse cyklerne, når de står parkeret hjemme i haven eller op ad huset. Og så er de altså ikke dækkede af forsikringen. Det ser vi mange eksempler på. Det er især, når børnene kommer hjem fra skole, at de glemmer at låse cyklerne, fortæller Brian Wahl Olsen.

Hoteller og garager tæller ikke
Ifølge Lise Agerley bliver mange overraskede over, at værdier ikke er dækkede af indboforsikringen, hvis de bliver stjålet på hotelværelset.

- Der ydes dækning, hvis man kan konstatere voldeligt opbrud på hotelværelset - ellers er der ikke dækning. Der er nok mange, der gemmer kontanter på hotelværelset under sin ferie og som forventer dækning, siger hun.

Heller ikke garagen er dækket ind.

- Hvis du får stjålet særligt privat indbofra loft eller kælderrum i etagebyggeri eller fra udhuse og garager er der ikke dækning - uanset om rummene er aflåst eller ej. Særligt privat indbo er genstande som anses for særligt tyveritækkelige - det er f.eks. antikviteter, mobiltelefoner, computer, ure, spiritus og våben, forklarer Lise Agerley.