Grådige banker snupper skattemia.

De danske skatteydere har pumpet milliarder og atter milliarder af kroner i de danske banker siden starten af finanskrisen. Formålet med de mange penge var, at bankerne igen skulle åbne kassen for borgere og erhvervsliv, skriver Ekstra Bladet tirsdag.

Men i stedet for at låne pengene ud, har bankerne beholdt dem selv. Bankernes udlån til private er således ikke steget. Det er tværtimod faldet med 50 milliarder kroner i den samme periode.

"Bankerne har brugt pengene som sikkerhed og til at lukke huller med. Så det, der var politikernes hensigt, holdt ikke stik," siger bankeksperten John Norden til Ekstra Bladet.

Men ikke nok med, at bankerne beholdt milliarderne selv.

"Bankerne fik penge til at låne ud. Men det endte med, at det både blev sværere og dyrere at låne," siger John Norden.

Han forstår godt, hvis den almindelige bankkunde undrer sig.

"Man kan sige roligt sige, at bankerne har haft de størst tab på erhvervskunder og spekulanter, men det er den almindelige bankkunde, der betaler prisen."

Samme melding kommer fra Forbrugerrådet.

"Tallene viser jo tydeligt, at kreditpakken ikke har haft den tilsigtede effekt. Tværtimod er det blevet både sværere og dyrere at låne penge i banken. Det bliver jo også bekræftet af Nationalbankens udlånsundersøgelse så sent som i sidste uge. Her kan man tilmed se, at det bliver endnu dyrere at være bankkunde," siger Morten Bruun Pedersen, økonom i Forbrugerrådet til Ekstra Bladet.

Bankernes brancheforening, Finansrådet, bestrider ikke, at udlånet er faldet.

"Vi ville gerne have lånt flere penge ud, men kunderne er ganske enkelt ikke så kreditværdige, som de har været før. Dertil skal lægges, at der heller ikke er den samme efterspørgsel," siger Niels Storm Stenbæk, cheføkonom i Finansrådet.

Han lægger ikke skjul på, at det bliver endnu dyrere at være bankkunde.

"Renteforhøjelserne er nok ikke ovre endnu," siger han.