Størst ledighed på Fyn

16x9

Fyn er nu den landsdel, der har den højeste ledighed, skriver Fagbladet 3F. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og 3F

Fyn er nu den landsdel, der har den højeste ledighed, skriver Fagbladet 3F. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og 3F

Fyn er nu det hårdest ramte område, med 7,7 procent ledige, skarpt efterfulgt af København By med 7,6 procent, mens landsgennemsnittet er 6,2 procent.

"Har man en enkelt kommune, som har en høj ledighed, kan man pendle til en nabokommune for at arbejde. Men når et helt område er ramt, er det selvfølgelig sværere," siger 3F's cheføkonom Anita Vium.

Hun peger på, at tidligere har geografiske yderområder som Bornholm, Nordjylland og Lolland-Falster toppet i ledighedstallene. Nu ser billedet lidt anderledes ud.

"Vest- og nordjylland ser ud til at være kommet hurtigt tilbage igen efter krisen. Det kan måske skyldes erhvervsstrukturen. Fyn har formentlig været hårdere ramt af større virksomhedslukninger," siger hun.

Slemt da Lindø lukkede
3F's egne ledigstal viser samme tendens. På en top fem liste over 3F-afdelinger med højst ledighed er der tre fynske afdelinger.

En af dem er 3F Østfyn med over 17 procent ledige.

"Vi har ligget højt i længere tid, og 60 procent af vores ledige er fra industriområdet. Vi har jo desværre haft en del virksomhedslukninger, og da Lindø lagde sig ovenpå, blev det rigtig slemt," siger a-kasseleder Jens Arne Hansen.

"Mange af dem bliver ikke industriarbejdere igen. De skal omskoles til andre brancher. Og mange er da også i gang med det. Med penge til omskoling fra EU's Globaliseringsfond er de tidligere Lindø-ansatte faktisk bedre stillet end så mange andre ledige med hensyn til uddannelse," siger Jens Arne Hansen.