Konkursryttere koster Danmark millioner

16x9

Danmark taber hvert år millioner af kroner på konkursryttere og plattenslagere

Alene 40 konkursryttere har kostet det offentlige 700 millioner kroner fra 2008 til 2010, viser en undersøgelse fra Skatteministeriet.

Men det tab er bare toppen af isbjerget. For tallet kan være dobbelt så stort, vurderer Skat ifølge Jyllands-Posten.

Samtidig skønner Skat forsigtigt, at omkring 100 personer udnytter det danske konkurssystem så groft, at de bør fratages retten til at drive virksomhed.

Tøver med karantæneregler
Men indtil videre tøver politikerne med at indføre karantæneregler for
konkursryttere og plattenslagere. Konkursrådet stillede ellers sidste år et forslag om en karantæneordning, der skulle sætte en stopper for konkursrytteri.

"Nogle mennesker benytter systematisk selskaber til at snyde andre, og når
selskaberne går ned, etablerer de nye," siger dommer Torben Kuld Hansen fra Sø-
og Handelsretten, som er medlem af Konkursrådet, til Jyllands-Posten.

"Vi kan se et mønster, men i dag har vi ikke værktøjer til at dæmme op for det.
Det virker stødende," fastslår han.

Både offentlige og private penge
Ikke kun det offentlige taber penge. For private virksomheder mister også penge på konkursryttere, men der findes ingen tal for omfanget, skriver avisen.

Justitsministeriet er i færd med at overveje de økonomiske konsekvenser af en eventuel karantæneordning, oplyser ministeriet til Jyllands-Posten.

Ministeriet kan dog ikke sige noget om, hvorvidt forslaget bliver gennemført -
og i så fald hvornår et karantænesystem kan træde i kraft.

Karantæneregler for konkursryttere er allerede en realitet i både Norge og
Sverige, og reglerne sætter hvert år hundreder af konkursryttere ud af spillet.