Falsk tryghed med cykelhjelm

16x9
Cyklist Foto:

Cykelhjelme gør måske mere skade end gavn. Sådan lyder det overraskende budskab i en ny undersøgelse, hvor trafikpsykolog Ian Walker fra University of Bath i England afslører, at bilister kører meget tættere på cyklister med hjelm end cyklister uden hjelm. Det skriver Berlingske Tidende.

Ifølge Ian Walker kan risikoen øges for, at cyklister bliver ramt af overhalende personbiler, fordi de i forvejen kun er lidt over 1,30 meter fra dem. Når busser og lastbiler overhaler cyklister, er de endnu tættere på.

Øget risiko med hjelm
Han har med en computer monteret på sin egen cykel registreret, hvor tæt bilister er kørt forbi ham, og efter flere end 2.500 registreringer kan han konstatere, at bilerne i gennemsnit er 8,5 centimeter tættere på ham, når han har hjelm på.

"Undersøgelsen tyder på, at risikoen for sammenstød kan blive forøget med cykelhjem," siger han og forklarer, at den tætte afstand giver såvel cyklister som bilister problemer med at manøvrere sikkert, hvis de bliver nødt til at reagere på pludselige eller uforudsete forhindringer.

Billister tror forkert
Ifølge Ian Walker er forklaringen formentlig, at bilister opfatter cyklister med hjelm som sikrere og mere erfarne i trafikken end cyklister, der kører uden hjelm. Derfor er de ikke så opmærksomme på at holde afstand.

En opfattelse, der ifølge trafikpsykologen er forkert. Cyklister med hjelm eller hverken dårligere eller bedre i trafikken end cyklister med blottede hoveder. Ian Walker vil dog ikke tage stilling til, om cyklister så helt skal droppe hjelmen. Det må de selv afgøre, ligesom den helt sikkert er god til børn og beskytter i forbindelsen med egentlige cykelstyrt.

Hop selv på cyklen
Men han vil godt opfordre bilister til at komme ud af bilen og op på cyklen, så de får en fornemmelse af, hvor tæt de rent faktisk kører på cyklisterne.

Uændret holdning i Danmark
Herhjemme får undersøgelsen ikke Dansk Cyklist Forbund til at ændre holdning: "Det er fortsat bedst at bruge hjelm," siger forbundets direktør, Jens Loft Rasmussen. Han henviser til, at mange danske læger anbefaler hjelm til at forebygge hovedskader. Dertil kommer, at de ofte farverige hjelme gør cyklister mere synlige i trafikken. "Mange ulykker skyldes netop, at bilisterne ikke får øje på cyklisterne," fortæller Jens Loft Rasmussen.