Søn afviser kendskab til aflytning

Formanden for mediegiganten News Corp., James Murdoch, afviser, at han havde kendskab til omfanget af den te­lefonaflytning, der fandt sted på kon­cernens nu lukkede og skandaleombruste tabloidavis News of the World.

Det sagde han, da han torsdag blev grillet af medlemmer af det britiske parlament. Parlamentets medieudvalg forsøgte at presse Murdoch for svar på, hvor meget han vidste om den ulovlige aflytning. Men Murdoch sagde, at to tidligere chefer på avisen har vildledt medieudvalget, der undersøger sagen.

"Jeg mener, at denne komité har fået beviser af enkeltpersoner, der ikke har haft fuldt kendskab til fakta, og nu ser det ud til, at årsagerne var økonomiske," sagde James Murdoch, der er søn af mediemogulen Rupert Murdoch.

Han henviste til den tidligere redaktør på News of the World Colin Myler og avisens tidligere juridiske chef Tom Crone, der har fortalt, at Murdoch siden 2008 har kendt til telefonaflytningen, og at han også vidste, at det ikke kun var en journalist på avisen, der var involveret i den praksis.

Medlem af medieudvalget Tom Watson svarede: - Hr. Murdoch, De er nok den første mafiaboss i historien, der ikke vidste, at han stod i spidsen for en kriminel organisation.

Troværdig arvtager til forretningsimperium?
Murdochs udsagn kan blive afgørende for, hvorvidt han betragtes som en troværdig arvtager til sin fars forretningsimperium.

News of the World lukkede i juli, efter det kom frem, at avisens journalister på ulovlig vis havde hacket sig ind i kendte og kongeliges telefoner.

Forud for afhøringerne i parlamentet har James Murdoch sagt, at han står ved sin seneste forklaring, som han afgav i juli, oplyser BBC.

Mens det i juli var både far og søn, der deltog i høringerne, er James Murdoch denne gang alene til at svare på bygen af spørgsmål fra parlamentet.