De skyldige i æresdrabssagen fra Slagelse

16x9

De ni skyldige i æresdrabet idømt lange fængselsstraffe, to af dem udvises

Der skrives retshistorie i forbindelse med æresdrabssagen fra Slagelse, hvor 18-årige Ghazala Khan blev skudt af sin storebror i september 2005.

Både broderen og de otte tiltalte, der ikke trykkede på aftrækkeren, er blevet kendt skyldige, og idømt fra otte års fængsel til fængsel på livstid. Det er første gang en gruppe bliver dømt efter straffelovens paragraf 237 for et drab, de ikke selv direkte har begået.

Her er en oversigt over de ni tiltalte:

Ghazalas far, Ghulam Abbas, 57 år:

Straf: Fængsel på livstid

Dømt for: At have bestilt og koordineret drabet.

Fakta: Holdt en eller flere familiesammenkomster. Ledte efter de to unge hos flere af de folk, de havde skjult sig hos.

Anklagerens udsagn: Under et familieråd med mange af de tiltalte afsagde faderen i realiteten en dødsdom over Ghazala og Emal. Han kunne ikke tåle, at Ghazala elskede en formastet person. Hans ære - hans Izat - var krænket. Find dem og dræb dem, lød ordren.

Forsvarerens udsagn: For faderen var det afgørende at holde et bryllup. Han ville finde Ghazala. Og det var krænkende for ham, at hun var løbet væk. Men der er ikke beviser, der understøtter, at han har truffet beslutning om, at de skulle dræbes.

Ghazalas bror, Aktar Abbas, 30 år:

Straf: 16 års fængsel

Dømt for: At have skudt sin søster.

Fakta: Affyrede seks skud med en revolver. To projektiler ramte og dræbte Ghazala, to ramte Emal og sårede ham livsfarligt på Banegårdspladsen i Slagelse.

Anklagerens udsagn: Flere vidner har fortalt, hvordan han skød direkte ind i Ghazala på kun en halv meters afstand. Det minder om en kold, kynisk, målrettet henrettelse.

Forsvarerens udsagn: Det ligger broderen meget på sinde, at han handlede på egen hånd. Han er ikke blevet sat til at dræbe sin søster. Han skød heller ikke for at dræbe. Situationen udviklede sig til et slagsmål. Og han handlede i nødværge.

Ghazalas tante, Perveen Khan, 40 år:

Straf: 14 års fængsel, udvist af Danmark på livstid

Dømt for: At lokke parret i en fælde.

Fakta: Holdt kontakt til Ghazala og Emal og arrangerede, at hun kunne møde dem.

Anklagerens udsagn:

Hun vidste, at der var truffet en meget skæbnesvanger beslutning. Hun optrådte som lokkedue ved et møde i Ringsted. Hun kunne have ladet som om, hun ikke kunne etablere forbindelse til de to unge, men mødte op til mødet alligevel.

Forsvarerens udsagn:

Der er oplysninger, der strider mod hendes forklaring. En forklaring, der ikke kommer hende selv til gavn. Hun er nederst i hierarkiet og havde en god grund til at tro, at der foregik en forsoning.

Ven med Ghazalas morbror, Anser Iqbal, 45 år:

Straf: 10 års fængsel

Dømt for: At have ledsaget Ghazalas tante.

Fakta: Fulgtes med Ghazalas tante, Perveen Khan i toget til forsoningsmøde i Ringsted, da hun ikke kunne finde derned selv.

Anklagerens udsagn: Han fulgte med tanten til Ringsted og var et redskab for, at planen kunne lykkes. Han lyver, når han taler om at have fået garanti for, at der ikke skulle ske de unge noget.

Forsvarerens udsagn: Han har forsøgt at finde en mindelig løsning.

Ghazalas morbror, Walayat Khan, 46 år:

Straf: 16 års fængsel

Dømt for: At have deltaget i planlægningen. Gift med Ghazalas tante, Perveen Khan.

Fakta: Opsøgte sammen med Ghazalas far flere af de folk, der havde gemt det unge par. Var i Ringsted på tidspunktet for forsoningsmødet og lyttede med på en mobiltelefon.

Anklagerens udsagn: Han vidste, at de unge skulle dø. Han tilbød en pakistansk kvinde penge for at fortælle, hvor Ghazala og Emal gemte sig.

Forsvarerens udsagn: Hvis det var faldet ham ind, at der var en risiko, ville han have advaret Ghazala. Der er ikke noget bevis for, at der var en opfordring til at dræbe de to.

Ghazalas farbror, Asghar Ali (den ældre), 42 år:

Straf: 16 års fængsel

Dømt for: At have deltaget i jagten på Ghazala og Emal.

Fakta: Opsøgte sammen med Ghazalas far flere af de folk, der havde gemt det unge par. Var i Ringsted på tidspunktet for forsoningsmødet.

Anklagerens udsagn: Han var med under alle episoderne i forsøget på at finde de to - også i Ringsted. Hans egen forklaring om at køre en serber til Ringsted i sin taxí og et efterfølgende værkstedsbesøg er utroværdig.

Forsvarerens udsagn: Han var ikke klar over, at de to skulle findes og dræbes.

Ven af familien, Naweed Sharif, 30 år:

Straf: Otte års fængsel

Dømt for: At have kørt broderen i sin bil under jagten til Slagelse.

Fakta: Var med i bilen sammen med broren til Ringsted og Slagelse.

Anklagerens udsagn: Han kørte med broderen til Ringsted og Slagelse. Og så, at broderen fik overleveret en pose.

Forsvarerens udsagn: Han fik ordre af sin arbejdsgiver på at køre bilen, og det var det ikke muligt at sno sig ud af.

Ghazalas fætter, Asghar Ali (den yngre), 31 år:

Straf: 14 års fængsel, udvist af Danmark på livstid

Dømt for: At have været med i jagten til Slagelse.

Fakta: Var med i bilen sammen med broren til Ringsted og Slagelse.

Anklagerens udsagn: Han har været meget aktiv i søgen efter de to.

Forsvarerens udsagn: Fætteren havde på drabstidspunktet et misbrug af alkohol og euforiserende stoffer.

Ven med Ghazalas bror, Ghulam Ahmed, 36 år:

Straf: 10 års fængsel

Dømt for: At have kørt med broderen under jagten til Slagelse.

Fakta: Var med i bilen sammen med broren til Ringsted og Slagelse.

Anklagerens udsagn: Han lod, som om han ikke kendte pigen. Han kunne godt have givet en dansk veninde navnet på Ghazala, hvis han ville have stoppet det. Han tog beredvilligt med på turen til Ringsted, selv om han vidste, at der var risiko for, at der kunne ske et drab.

Forsvarerens udsagn: Han tager med broderen, men med den dagsorden, at han vil virke konfliktdæmpende og skaffe oplysninger til sin danske veninde. Han er den eneste, der nogensinde har gjort noget for at afværge en faresituation.

Kilde: Ritzau