Sådan klarer du de svære jobspørgsmål

16x9

Læs her, hvordan du skal svare på en række af de sværeste spørgsmål, arbejdsgiverne stiller

De kan bringe koldsved frem på panden hos selv den mest garvede jobsøger. De ubehagelige spørgsmål, som arbejdsgiverne elsker at plage nervøse kandidater med.

Men er du forberedt på, hvad de kan finde på at spørge om, og har du svar parat, så er der ingen grund til at være nervøs.

TV2.dk giver dig her i samarbejde med Hasse Steenbuch, partner i HR-konsulentvirksomheden Incipia, opskriften på, hvad man skal svare på en række af de klassiske jobsamtale-spørgsmål.

1. Hvorfor vil du have dette job?

"Det er vigtigt, at man er forberedt på dette spørgsmål, og det er en rigtig god idé at have tre-seks forskellige punkter klar, som direkte relaterer til netop dette job.

Hvorfor passer jeg til jobbet? Hvorfor vil jeg være god til det? Hvilke resultater forventer jeg at kunne skabe? Arbejdsgiverne vil fornemme, om det er et job, du brænder for eller ej."

2. Hvorfor skal vi ansætte dig?

"Fordi jeg er den bedste til jobbet, kan man svare, hvis man kan begrunde det bagefter. Man skal spørge sig selv: Hvad kan jeg bidrage med i dette job? Hvor er virksomheden på vej hen, og hvad kan jeg gøre for at hjælpe med det?

Nogle bliver meget paf og svarer "det ved jeg ikke lige" - det er ingen god start. Kan man signalere, at man er motiveret og kan man signalere tilpas selvtillid - uden at overdrive - så er man godt på vej."

3. Hvad er du stolt over?

"Det bør være en del af ens forberedelse, at man tænker over, hvilke resultater man har skabt, som også kunne have værdi i et nyt job.

Kan man ikke svare på spørgsmålet, kan det indikere, at man ikke rigtig er stolt over noget, at man er dårligt forberedt, at man slet ikke har skabt resultater eller at man ikke er fokuseret på resultater. At være stolt af noget signalerer entusiasme."

4. Hvad kan frustrere/demotivere dig?

"Her skal man ærligt og oprigtigt svare, hvad der frusterer en. Den gode interviewer vil alligevel vende tilbage til det og tjekke, om der er sammenhæng i det, man siger. Alle er frustrerede over et eller andet.

Man kan med fordel prøve at nævne noget, som er fair at være frustreret over, fx at man har brug for anerkendelse, men ikke synes, man får det. Eller at man ikke synes, ens chef optræder som en rollemodel."

5. Hvordan har du det med overarbejde?

"Jeg tror det er vigtigt at sende signal om, at man er fleksibel. Det er meget forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvad der efterspørges. Nogle vil have ansatte, der brænder igennem og så måske brænder ud, men de fleste er ansvarlige og opmærksomme på dem, at der skal være en balance mellem arbejde og fritid. Det er min erfaring.

Jeg tror igen, det er vigtigt, at man er ærlig, og siger, at man kan se sig selv med overarbejde i en vis grad - hvis man kan det - men også får signaleret at man har et liv ved siden af. At man kan finde balancen."

6. Hvorfor er der et hul i dit cv?

"Det er vigtigt at kunne redegøre for hul i cv'et, og det er en udfordring for mange, for der kan hurtigt skabes tvivl, om man selv har sagt op eller er blevet sagt op i tidligere jobs.

Det kommer selvfølgelig an på årsagen til hullet, hvad man skal svare. Hvis man har været syg eller på barsel, skal man sige det. Har man været opsagt og jobsøgende, skal man også sige det.

Det kommer altid frem alligevel på et tidspunkt - så man kan lige så godt være ærlig. I cv'et kan man måske camouflere huller med videreuddannelse el. lign."

7. Hvad er dine styrker?

"Her skal man tænke sig godt om. Det skal ikke bare være noget, man lirer af, men noget, man har forberedt og som relaterer til jobbet - ikke bare generelle ting.

Man skal ikke overdrive, men man skal heller ikke være falsk beskeden."

8. Hvad er dine svagheder?

"Det klassiske er, at man svarer på noget, som både er en svaghed og styrke, fx "jeg er meget energisk og bliver derfor også let utålmodig."

Hvis alle ens svar både er styrker og svagheder, så virker det uærligt. I stedet kan man med fordel nævne reelle svagheder, som man har lært at tackle. Fx at man er et rodehoved, men har lært at strukturere sine ting.

Det vigtigste er, at man er bevidst om sine svagheder og kan kompensere for dem. Der mangler selverkendelse hos folk, der siger de ikke har svagheder."

9. Hvordan ville du løse denne konkrete opgave?

"Brug eksempler - konkrete eksempler fra din hverdag. Fortæl hvad du har gjort helt konkret og snak ikke i de store linjer. Det er mest troværdigt.

Det er OK at være ærlig, hvis man ikke har prøvet en given opgave før. I stedet kan man måske nævne, noget, man har lavet, hvor der er paralleller og give udtryk for, at her er der et punkt, hvor man skal udvikle sig, og at man har lyst til det."

10. Hvad siger dine venner om dig?

"Jeg tror, at det, man gerne vil høre med dette spørgsmål er, om personen forstår at hjælpe, være en ven og at kommunikere. Her er det også OK at være ærlig og sige: "Jeg er lidt egoistisk en gang i mellem."

Det vigtigste er, at man giver indtryk af, at man har en god forståelse af sig selv og ens omgivelser."

11. Hvad siger dine kolleger om dig?

"Her er det lidt det samme, men mere arbejdsrelateret. Det handler ikke kun om, hvem jeg er, men mere hvad jeg gør. Hvordan jeg arbejder.

Er jeg en god kollega, der hjælper til? Er jeg den, der tit tager ordet? Er jeg god til at skabe sammenhold? Eller god til at skære ind til benet i en arbejdsrelation?

Det er vigtigt, at det er nuanceret - og ikke kun glansbilleder."

12. Hvad siger dine fjender om dig?

"Det, jeg tror, man gerne vil høre, er at man er fair. At man er en person, der kan arbejde sammen med dem, der måske ikke kan lide én. At man er saglig, faktuel og ikke bliver for følelsespræget, når der er konflikter.

Ens svar siger noget om, hvordan man reagerer i forhold til konflikter. Om man gør, hvad man kan for at få tingene til at fungere trods uenigheder, eller om man går i baglås. Om man søger konflikter, eller man er konfliktsky."

13. Hvis du skulle lave noget om i dit forhenværende job, hvad skulle det så være?

"Her kan man signalere, at man er i stand til at lære af fortiden. At man kan indrømme, at man kan lave fejl, og at man lærer af det. Det signalerer forandringsparathed og villighed, men også at man tager sit medansvar for tingene.

Det er et problem, hvis man prøver at fremstå som det perfekte mennneske. Det er ikke troværdigt."

14. Fortæl lidt om dig selv som person...

"Prøv at komme ind på det, der driver dig, hvad der giver dig energi, hvad der gør det sjovt at arbejde. Fortæl ikke anekdoter fra dit liv, men nævn noget, der siger noget dig i arbejdsmæssig sammenhæng.

Hvad man svarer her siger noget om, hvorvidt man kan forholde sig nuanceret til sig selv. Om man har mod til at fortælle om sig selv uden at føle sig sårbar. Og om man kan fatte sig i korthed."