Endnu en republikaner melder klar til valg

16x9

Indtil i foråret var han udpeget af præsident Barack Obama som USA's ambassadør i Kina, men nu vil han forsøge at afsætte Obama ved valget næste år.

Jon Huntsman er den ottende republikaner, der forsøger at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat ved næste års valg.

Han vil formelt meddele sit kandidatur i næste uge, oplyser han til nyhedsbureauet Reuters.

Huntsman var Utahs guvernør fra 2005 til 2009 og blev derefter amerikansk ambassadør i Kina.

Det er kun lidt over en måned siden, han vendte hjem fra Kina, men Huntsman har allerede været på tre besøg for at gøde jorden i New Hampshire, som er en af de vigtige delstater i primærvalget.

Den 51-årige republikaner er populær i sin hjemstat og i Washington, men i resten af landet er der ikke mange, der kender ham.

I spørgsmål om abort og våbenlovgivning er Huntsman ærkekonservativ, men i modsætning til de fleste republikanere går han ind for at give homoseksuelle flere rettigheder, ligesom han mener, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Foreløbig viser meningsmålinger, at kun nogle få procent af de republikanske vælgere ville overveje at stemme på ham.