DSB får konkurrence i 2011

Transportministeren vil give DSB konkurrence mellem København og Aalborg. Målet er billigere og bedre rejser

Transportminister Hans Christian Schmidt vil presse DSBs priser ned og service op ved hjælp af øget konkurrence, skriver Berlingske Tidende.

I løbet af det kommende år er det trafikministerens plan, at der en eller to gange i timen afgår tog mellem København og Aalborg, som er drevet af en anden operatør end DSB.

Dermed vil han bryde han DSBs monopol på den store lukrative hovedstrækning mellem landsdelene.

Sundt med konkurrence
"Vi ved jo, at der er plads på skinnerne, og vi ved, at der er nogen, der gerne vil køre der, og så er det sådan set bare at få det tilrettelagt," siger Hans Christian Schmidt til TV 2 NEWS.

"Konkurrence fremmer jo altid, at man får rigtig god service, og også at man får flere valgmuligheder."

På Christiansborg er der bred enighed om målet med billigere og bedre service.

Pas på
Men Det Radikale Venstre, som er forligspartner med regeringen og Dansk Folkeparti om DSB, maner til forsigtighed.

"Vi har ikke noget imod, at der kommer flere udbydere, men vi skal passe på med, at vi ikke tager noget, der skidt og gør det endnu værre. Kystbanen er jo et eksempel på, at det ikke virker," siger den radikale transportordfører, Johannes Poulsen, til Berlingske Tidende.

"Ministeren vil gerne have det til at se ud som om det er DSB, der er problemet. Men regeringen bruger jo DSB som en økonomisk malkeko."