Fakta om Lissabontraktaten

16x9

Lissabontraktaten kan nu træde i kraft. Læs fakta om traktaten her

EU's Lissabontraktat har som formål at "strømline beslutningsprocessen i EU og gøre den mere effektiv".

Her er et udpluk af hovedelementerne i den nye traktat:

* EU bliver en juridisk person, som kan indgå bindende aftaler med andre internationale institutioner og tiltræde konventioner på linje med nationalstater.

* Der udpeges en fast formand (præsident) for EU, som skal lede EU-ledernes topmøder og være repræsentant for den samlede union. Formanden udpeges for en periode på to et halvt år.

* EU styrker den fælles udenrigspolitik med en EU-udenrigsminister med titlen "høj repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik". Udenrigsministeren skal både være næstformand i EU-Kommissionen og lede unionens udenrigsministermøder. Samtidig får han en stor udenrigstjeneste med flere tusinde medarbejdere under sig.

* Fra 2014 indføres der et nyt stemmesystem i EU's Ministerråd, så magten i højere grad er baseret på befolkningstal. Forslag kan derefter kun vedtages, hvis mindst 55 procent af landene, som repræsenterer mindst 65 procent af EU's samlede befolkning, stemmer ja.

* På 68 konkrete politikområder mister EU-landene deres vetoret, da området går fra enstemmighed til flertalsafgørelser. Det gælder især inden for rets- og socialpolitik.

* Europaparlamentet får medbestemmelse på en lang række områder, hvor det i dag kun er medlemslandene, som bestemmer.

* Antallet af medlemmer i Europaparlamentet øges til 751 i modsætning til de nuværende 736. Der vil fortsat være 13 danske EU-parlamentarikere.

* EU's charter om grundlæggende rettigheder bliver juridisk bindende. Dog ikke i Storbritannien, Polen og senest Tjekkiet, som har fået undtagelser.

* Fra 2014 skal EU-Kommissionen skæres ned til blot at tælle to tredjedele af medlemslandene, medmindre andet aftales med enstemmighed blandt alle 27 medlemslande. Som konsekvens af det irske nej til traktaten sidste år har landene dog aftalt at bevare det nuværende system med én kommissær per medlemsland.

* Der indføres et nyt borgerinitiativ, så EU-Kommissionen skal overveje at indføre lovgivning, hvis der samles underskrifter ind fra mindst en million EU-borgere.