Ny VU-formand: DF er pinlig for Danmark

16x9

Ny VU_formand, Jakob Engel Schmidt, mener at DFs indflydelse i dansk politik er pinlig for Danmark

Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik er "pinlig".

Sådan lyder den markante udtalelse fra Venstres Ungdoms (VU's) nye formand, Jakob Engel Schmidt.

"Dansk Folkeparti har groft sagt slået sig op på tre standpunkter. De kan lide gamle, de kan lide dyr, og så kan de ikke lide indvandrere. Jeg synes, det er pinligt, at et parti, der har så indsnævrede holdninger i forhold til en bestemt gruppe mennesker i samfundet, har så stor indflydelse," siger han til Urban.

Dermed følger han op på Eyvind Vesselbos (V) kritik af Dansk Folkeparti. I en kronik skriver Venstres miljøordfører, at han "ikke længere ønsker at lade sig drive rundt i manegen af alle mulige og umulige forslag fra Dansk Folkeparti".

VU-formand Jakob Engel Schmidt mener, at regeringen nu "må sige fra" overfor Dansk Folkeparti.

"Vi ved jo godt, at man skal have 90 mandater for at gennemføre ændringer i dansk politik, men når DF presser citronen i en grad, som de gør i øjeblikket, så er det på tide at sige fra. Vi går ind for et multikulturelt samfund, og den holdning ligger langt fra DF's politik og retorik," siger han til Urban.