Danskerne går shop-amok på nettet

16x9

Danskerne bruger dankortet på internettet mere end nogensinde før

Vi er vilde med at bruge dankortet på internettet. I april, maj og juni købte danskerne ind på nettet mere end 11 millioner gange.

Det viser en ny opgørelse fra Pengeinstitutternes Betalingsservice, der står bag dankortet.

Det er det højeste antal dankort-betalinger på internettet nogensinde, når man sammenligner med samme kvartal i tidligere år.

De mange elektroniske betalinger giver en stigning på 11,5 procent i forhold til samme periode sidste år.

Dyre varer

Og ikke nok med, at danskerne ofte køber varer på internettet. Prisen på de varer, der bliver smidt i den elektroniske indkøbskurv, er ofte høj.

Næsten 60 procent af alle internetkøb med dankort er på mere end 1000 kroner.

Og omsætningen i 2. kvartal er da også steget med mere end 5 procent i forhold til samme periode året før.

I første halvdel af 2009 købte danskerne i alt varer for 9,9 milliarder kroner på internettet.