Portræt: Henriette Kjær

16x9

Lidt naiv, men med store menneskelige kvaliteter er nogle af betegnelserne på Henriette Kjær

Naiv er en betegnelse, der før er blevet hæftet på Henriette Kjær, der går af som forbruger- og familieminister efter TV 2s afsløringer af omfattende rod i hendes privatøkonomi

Af Mette Dyrskjøt

"Har du været for naiv?" spurgte en journalist på pressemødet, hvor Henriette Kjær annoncerede sin afgang som forbruger- og familieminister efter TV 2/Nyhedernes afsløringer af rod i hendes privatøkonomi.

Henriette Kjær afviser hårdnakket, at hun har været naiv. Men det er ikke første gang, at hun bliver overrasket over ting, der kan true hendes politiske liv.

I 1998 kom det frem, at hun modtog omkostningstillæg for at have folkeregisteradresse i Århus, selv om hun reelt boede i København sammen med sin kæreste og sin søn. Hun forsvarede sig dengang med, at hun ikke kendte reglerne ordentligt, men hun måtte betale 14.000 kr. tilbage til Folketinget på grund af sagen.

Og hun kan ikke have været helt uvidende om, at samleveren Erik Skov Pedersen ikke altid er en ørn til det med penge.

I 2002 kom der fokus på, at Henriette Kjær havde været bestyrelsesmedlem i sin mand, Erik Skov Pedersens konkursramte Mediakoncept ApS, og at hun i 2001 havde forladt posten umiddelbart inden sin udnævnelse til minister, fordi de to ting ikke var forenelige. Ved konkursen sad Told og Skat tilbage med krav på omkring en halv million kroner.

Fordoblet stemmetal
Men ingen af sagerne har været i nærheden af at true Henriette Kjær understreger, at hun har været en populær minister, og det er der også fler ting, der taler for. I MEGAFONs karakterbøger over regeringens ministre har hun ligget i den bedste halvdel i hele regeringens levetid.

Til folketingsvalget i sidste uge vurderede mange vælgere i Århus Amt også, at hun har gjort det godt. 13.097 personlige stemmer gik til Henriette Kjær mod 6.114 ved valget i 2001.

Vidste intet om valgoplæg
Men hun er ikke kendt for at være synderlig magtfuld i regeringen. Dagen før valget blev udskrevet, sagde hun til flere medier, at regeringen først ville komme med nye initiativer til børnefamilierne om to måneder.

Men dagen efter, da valget blev udskrevet, præsenterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (K) et fælles VK-valgoplæg med lavere forældrebetaling til daginstitutioner og højere børnecheck.

Men den børnepakke vidste Henriette Kjær som familieminister tilsyneladende intet om. Og hun var ovenn i købet formand for regeringens udvalg for familiepolitik.

Følsom sjæl
Til trods for, at hun ikke hørte til regeringens stærkeste ministre, var Henriette Kjær alligevel populær blandt de ansatte i ministerierne.

Da hun i august forlod holdt departementschefen i Socialministeriet, Thomas Børner, en rørende tale, hvor han lovpriste Henriette Kjærs menneskelige egenskaber til skyerne. Og for at tvinge Ministeriet til at tænke mere fleksibelt og mindre betonagtigt.

"Vi vil savne dig for den måde du er som menneske. Ærlig, oprigtig, med ben i næsen, og ikke mindst dit utrolig behagelige væsen," sagde departementschefen til Henriette Kjær, som kæmpede hårdt mod tårerne, som hun til sidst måtte give efter for.

Nu forlader Henriette Kjær også Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender uden udsigt til en ny ministerpost.