Asmaa taber magtkamp i EL

16x9

Asmaa Abdol Hamid tabte en magtkamp, som hun selv startede på landsmøde

Et flertal af de delegerede i Korsgadehallen, på Nørrebro i København, afviste et symbolsk beslutningsforslag fra Asmaa Abdol-Hamid, og hendes støtter, som kritiserede hovedbestyrelsens beretning om, hvad der er sket i det seneste år.

Ifølge beslutningsforslaget var det en "politisk forkert beslutning", at hovedbestyrelsen i efteråret indkaldte til et ekstraordinært årsmøde for at få en revurdering af den muslimske folketingskandidats høje placering på den daværende kandidatliste.

Markant nederlag
Et møde som kun blev aflyst, fordi folketingsvalget forinden kom i vejen.

Beslutningsforslaget faldt med stemmerne 181 imod, 64 for, mens 18 undlod at stemme. Herefter blev hovedbestyrelsens beretning vedtaget.

Anklage for hetz
Asmaa Abdol-Hamid anklagede hovedbestyrelsen for at være eftergivende, da hun blev udsat for en hetz. Hun erklærede sig enig med folketingsmedlem Per Clausen, som ved årsmødet start beskyldte Dansk Folkeparti for at have spillet "racismekortet" under valgkampen.

"Men hvad gjorde vi ved det? Et flertal i Hovedbestyrelsen indkaldte til et ekstraordinært årsmøde. Det bekymrer mig ikke, at man valgte at hejse det hvide flag - selv om jeg hellere så, at når man talte om mangfoldighed i Enhedslisten, så er det noget, man mener. Og at når man taler om plads til alle, så er det noget man mener. Det som bekymrede mig, og stadig gør det, er man underkendte medlemsdemokratiet, basisdemokratiet," sagde Asmaa Abdol-Hamid.