Imamer maner unge til besindighed

16x9

Imam til fredagsbøn: "Muhammed har ikke lært jer at brænde biler"

"De mennesker, der blev hånet før, er de samme, som bliver det nu. Den profet, som blev ydmyget før, er den samme profet, som bliver ydmyget nu."

Sådan lød det fra imam Mostafa Chendid ved eftermiddagens fredagsbøn hos Islamisk Trossamfund på Dortheavej. Det skete som reaktion på, at flere aviser har genoptrykt tegneren Kurt Westergaards karikatur af Muhammed med en bombe i turbanen.

Aviserne trykte tegningen efter, at PET natten til tirsdag anholdte tre mænd for mordplaner mod tegneren.

1000 muslimer samlet til bønnen
Omkring 1000 mennesker var samlet til fredagsbønnen med Mostafa Chendid, der er den afdøde imam Abu Labans efterfølger.

Han understregede flere gange, at han ligesom de fleste andre muslimer i Danmark tager skarpt afstand fra de tre muslimske mænd, som PET mistænker for mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard.

"Hvorfor bliver I så ved med jeres aggressive angreb på muslimerne. Hvorfor skal alle muslimer straffes for disse tre mænds handlinger," sagde Chendid.

Lyt til jeres forældre
Ifølge berlingske.dk henvendte imamen sig direkte til de unge, der har stået bag urolighederne.

"Muhammed har ikke lært jer at brænde biler, skoler og offentlige bygninger. Han har lært jer at opføre sig civiliseret," sagde han ifølge netavisen.

"Lyt til jeres forældre og til Allahs budskab: "Jeg har tillid til dig unge mand/pige. Vis besindighed"."

Advarer mod uroligheder
Også i den muslimske menighed i moskeen på Grimhøjvej i Brabrand manede imam Abu Khaled de unge til besindighed ved fredagsbønnen.

"Jeg har i fredagsbønnen advaret børn, unge og deres fædre mod at lave uroligheder, som vi har set de seneste dage. Jeg har flere gange holdt møde med politiet, som vi har et godt samarbejde med, og vi får at vide af politiet, at det er unge, som gerne vil have opmærksomhed, der står bag," sagde imamen efter fredagsbønnen.

Han mener, at landets imamer - i lighed med medierne - er blevet en slags fanger af de mennesker, der gerne vil have opmærksomhed - de unge uromagere.

Tegning har mere berettigelse nu
Foreningen for Lighed og Broderskab, der driver Grimhøjvej-moskeen, mener, at den seneste offentliggørelse af Muhammed-tegningerne nok er mere berettiget i forhold til ytringsfriheden, fordi tre personer med tilknytning til det islamiske miljø i Århus er blevet anholdt.

Da tegningerne blev bragt første gang i Jyllands-Posten, var det forkert og provokerende og samtidig fuldstændig unødvendigt i forhold til det, man ville opnå - nemlig at beskytte ytringsfriheden, mener menigheden.

Deltagelsen i fredagsbønnen i Århus var mindre end normalt med omkring 150 personer.