Forbrugere prioriterer ferien højt

16x9

Nedgang i forbrug rammer tilsyneladende ikke feriebranchen

De seneste statistikker viser, at danskerne er begyndt at skrue ned for forbrugsfesten - bare ikke lige, når det kommer til at købe sommerferie.

Tegn på afmatning eller ej - der er højtryk på bestilling af sommerferien, for danskerne er tilsyneladende forhippede på at få sommerferien i hus i god tid.

Både charterbranchen og feriehusudlejerne mærker nemlig en tendens til, at danskerne hellere bestiller ferien mange måneder i forvejen end de risikerer, at den helt rigtige ferie er udsolgt, senere på året;

- Vi har i øjeblikket i branchen solgt ca. 20 procent flere rejser og ser, at det specielt er familierne, der bestiller tidligere. Ferien er vigtig, og derfor hamstres der nærmest for at sikre sig en ferie af god kvalitet, siger salgsdirektør Stig Elling fra Danmarks største rejsearrangør Startour.

Samme tendens bekræfter en af de virksomheder, der er specialiseret i at formidle feriehuse;

- På trods af et rekordår i 2007 ser vi en stigende efterspørgsel hos danskerne til at holde sommerhusferie i Danmark, og vi forventer også i år, at mange flere danskere booker ferie i et dansk sommerhus, siger salgs- og marketingsdirektør hos feriehusportalen, Cofman, Keld R. Mygind.