Hr. og fru huskøber er blevet ældre

16x9
Home, bolig Foto:

Huskøbere bliver ældre og ældre, viser nye tal fra ejendomsmæglerkæden Home.

Når nøglerne overdrages til en ny boligejer, er det i stigende grad til en køber, der har prøvet det før - eller til en, der er oppe i årene.

Lige nu er knap 6 ud af 10 boligkøbere på landsplan fra 35 år eller ældre mod godt 5 ud af 10 i hele 2009.

"Det er i høj grad de mere erfarne købere, der trækker fremgangen på boligmarkedet. De unge førstegangskøbere er fortsat den vigtigste fødekæde, men de slår ikke til i samme omfang som de lidt ældre. Lige nu er knap seks ud af ti boligkøbere fra 35 år og op mod godt hver anden i 2009. Det er den højeste andel, som vi kan se i vores boligstatistik siden 2002," siger Niels H. Carstensen, kommunikationschef i home.

Derfor er de blevet ældre
Der er flere sandsynlige forklaringer på, at boligkøberne er blevet ældre.

"For det første har nogle købere ventet - og er naturligt blevet ældre - inden de nu tager springet ud i villahaverne efter måske to-tre år længere i lejligheden eller rækkehuset end planlagt," siger Niels H. Carstensen.

For det andet handler det nok også om psykologi og økonomi. De erfarne købere "kan" lidt mere end de unge, der enten er forsigtige, eller også er de selv blevet ramt af de faldende priser.

De ældre fokuserer på bytteprisen
En tredje forklaring er, at boligejere på jagt efter deres andet hus fokuserer mere på bytteprisen - for det næste hjem er også faldet i pris - på at få mere plads og komme videre i livet.

"Når villamarkedet endnu ikke er oppe i fulde omdrejninger, så skyldes det blandt andet, at der mangler endnu flere unge købere," siger Niels H. Carstensen.