Historisk dom for voldtægt

16x9

En prostitueret er for første gang blevet tilkendt fuld erstatning efter voldtægt

Er det lige så slemt at voldtage en kvinde, der lever af at sælge sex, som alle mulige andre? Ja, fastslog Københavns Byret onsdag i en historisk dom, der for første gang i Danmark tilkendte fuld erstatning på 60.000 kroner for tort og svie til offeret - en rumænsk kvinde, der tidligere har arbejdet som prostitueret.

Hidtil har voldtægtsmænd fået rabat og nedsat torten til 20.000 kroner, når offeret var prostitueret. Det skriver metroXpress. Kunden blev idømt et år og otte måneders fængsel for voldtægt og røveri.

Et gennembrud
"Det er et gennembrud. Det er første gang, en prostitueret har fået det fulde beløb for en voldtægt og dermed er blevet ligestillet med andre kvinder," siger Jytte Lindgård, der har været bistandsadvokat for den rumænske kvinde.

Manden, som voldtog den unge rumænske kvinde, er kendt blandt de andre prostituerede i miljøet som en, der flere gange har krænket sexarbej­derne.

"Forsvareren påstod, at den rumænske kvinde kun anmeldte ham for at få penge ud af det. Det er lidt choke­rende, at man stadig kan møde den holdning til prostituerede. Kvinden vidste ikke engang, at hun ville få pengene. Hun var bare så lykkelig for at være blevet hørt," siger Jytte Lindgård, der håber, at sagen vil få flere prostituerede til at anmelde de mange seksuelle overgreb, som de udsættes for i deres arbejde.Også i prostitutionsmiljøet vækker sagen glæde.

Det sker hver dag
"Vi hører om seksuelle overgreb hver eneste dag. Men de prostituerede anmelder det sjældent. De føler ikke, at politiet og andre vil tro på dem," siger antropolog Jeanett Bjønness, der arbejder med gadeprostituerede på Reden i Århus.

Hun mener, at sagen netop er et opgør med tanken om, at det er mindre slemt at voldtage en prostitueret:

"En prostitueret rammes af præcis de samme psykiske og fysiske mén efter en voldtægt som alle andre kvinder. Der er ingen forskel. Derfor bør dommene heller ikke være forskellige."