Her er Danmarks millionær-enklaver

Har du over fem millioner kroner til et huskøb?

Hvis svaret er 'nej', skal du nok ikke tage dine sparepenge med til området lige nord for København.

Boligsiden Boliga har undersøgt, hvilke områder i Danmark der har flest villaer over fem millioner kroner til salg, og i særligt to byer bugner det med svimlende dyre ejendomme.

I Klampenborg og Charlottenlund, som ligger lige nord for hovedstaden, er det næsten umuligt at opdrive en bolig til under fem millioner kroner.

Faktisk befinder 51 ud af 53 boliger sig over fem millioner-mærket i Klampenborg, mens husene i Charlottenlund kun i seks ud af 116 tilfælde kan købes for under fem millioner kroner.

Risskov topper i Jylland
De 11 første postnumre, der topper listen, ligger alle enten nord for hovedstaden eller i selve København, mens provinsens første repræsentant på listen er Risskov ved Århus, hvor procentdelen af dyre villaer ligger på 50 procent.

Århus C. og Vejle Øst indtager de følgende to pladser i Jylland med millionærvillaer, der udgør 42 procent af udbuddet, mens man i Nordjylland skal kigge mod Skagen og Aalborg for at finde flest huse til mere end fem millioner kroner.

På Fyn er det Odense M., der kan fremvise flest dyre liebhavervillaer.

Her koster ca. en fjerdel af husene over fem millioner kroner mens Region Sjællands top-byer er Solrød Strand og Roskilde, hvor henholdsvis 15,6 og 10,1 procent af villaerne koster mere end fem millioner kroner

Se tallene for dit område i linkboksen