Flere kan reddes efter blodprop

16x9

Nyt lands-dækkende beredskab kan redde flere med blodprop i hjernen

Danskere, der rammes af en blodprop i hjernen, vil nu overalt i landet have mulighed for at få en behandling, som kan være med til at sikre, at de overlever den såkaldte akutte apopleksi uden eller med meget små men. Det skriver Berlingske Tidende.

Efter et meget langt tilløb findes der nu i alle fem regioner et døgndækket beredskab, der kan udføre behandling med en særlig medicin, trombolyse, som skal sættes i gang med kort varsel og senest inden for tre timer, efter blodproppen er opstået.

Sjælland sidst med på vognen
Region Sjælland har således som den sidste, med base på Roskilde Sygehus, netop etableret et beredskab, hvori der indgår ni specialuddannede, neurologiske overlæger, otte trombolyse-sygeplejersker, sekretærer, radiografer, bioanalytikere og portører.

"Ved hurtigt at sætte en behandling i gang, der kan opløse blodproppen, kan man mindske den lokale iltmangel og dermed hjerneskaden, så følgerne af blodproppen ikke bliver så alvorlige. Behandlingen skal sættes i gang så hurtigt som muligt, for ellers er der for stor risiko ved behandlingen," siger overlæge Karsten Ellemann, Roskilde Sygehus til avisen.

Der har længe været gode erfaringer med trombolyse-behandlingen i udlandet, men herhjemme trak det ud med at indføre behandlingen med et beredskab, der dækkede hele landet hele døgnet. Bl.a. vakte det for et par år siden stor debat, at sangerinden Sanne Salomonsen formentlig kun kom sig så forholdsvist godt ovenpå et slagtilfælde, fordi hun var heldig, at det skete på et tidspunkt - i dagtimerne - og på et sted, hvor det nærliggende sygehus var i stand til at yde trombolyse-behandling. Var det sket uden for Storkøbenhavn eller om natten, ville hun sandsynligvis have fået langt større men.

Flere hundrede kan reddes
Det skønnes, at efterhånden ca. 500 patienter vil kunne trombolysesbehandles i Danmark om året. Forventningen er således, at man allerede i år vil nå op på 400 behandlede, og erfaringerne herhjemme har indtil videre været rigtigt gode.

"Det er overordentligt positivt, at beredskabet nu findes i alle regioner. Det vil helt sikkert blive til gavn for patienter, deres pårørende og samfundet. Patienterne vil blive i stand til at tale og gå; det vil glæde deres pårørende, og for samfundet vil det betyde færre udgifter til plejehjemsophold," siger formanden for Dansk Neurologisk Selskab Olaf B. Paulson.