Dusør giver ISS tip om nøgletyv

16x9
tyv2 Foto:

Der er et navn, som er ret konkret på en person, som er til at finde ret hurtigt

En dusør på 10.000 kroner har givet et tip til rengøringsselskabet ISS om navnet på en af to gerningsmænd bag et stort nøgle- og kodetyveri i Aarhus.

Et tyveri, som kan komme til at koste rengøringsselskabet flere millioner kroner i udgifter til udskiftning af nøglesystemer i 150 institutioner.

Det oplyser ISS's kommunikationsdirek­tør, Kaspar Bach Habersaat.

"Der er et navn, som er ret konkret på en person, som er til at finde ret hurtigt," siger Kaspar Bach Habersaat.

Aarhus Kommune er af den opfattelse, at ISS har lovet at dække alle udgifter til at gøre de 150 institutioner sikre mod indbrud med de gamle nøgler og koder til alarmanlæg, oplyser kommunikationschef Henrik Vinther Olesen fra forvaltningen for Børn og Unge.

Hertil siger ISS's kommunikationsdirektøren, at rengøringsselskabet har folk i gang med at undersøge, hvordan det forholder sig med sådan et erstatningsansvar i henhold til kontrakter og forsikringer.

Østjyllands Politi har udtalt sig kritisk om rengøringsselskabets manglende sikkerhedsforanstaltninger for opbevaringen af nøgler og alarmkoder, der blev stjålet formentlig lørdag aften ved et indbrud.

Udgifterne kan løbe op i flere millioner kroner, afhængig af hvor hurtigt ISS får fingre i nøglerne igen, siger ISS's kommunikationschef.

Hvis genfundne nøgler har skrammer efter at være kopieret, bliver de skiftet ud med nye, ellers ikke.

"Det er en kæmpe, kæmpe opgave. Det kommer til at tage noget tid," siger kommunikationschefen om manøvren, der omfatter et hav af døre og medarbejdere i de 150 institutioner.

Han oplyser, at alle alarmkoder er ændret i de 150 institutioner, så alarmerne vil gå i gang, også selv om de rigtige nøgler bliver brugt.

Aarhus Kommune har en forventning om, at ISS også dækker tabene fra de fem indbrud, der har været i kølvandet på nøgletyveriet, siger Henrik Vinther Olesen.