Clemmensens morder bag lås og slå

16x9

Efter 63 år er redaktør Clemmensens morder bag lås og slå

Efter 63 år ser det endelig ud som om sagaen om mordet på journalisten Carl Henrik Clemmensen får en ende.

I dag anholdt tysk politi Clemmensens morder - den 84-årige tidligere SS-mand Søren Kam.

Søren Kam var under Anden Verdenskrig leder af den nazistiske Schalburgsskole i Danmark. Som leder af skolen foreslog han den rigsfuldmægtige Werner Best, at schalburgfolkene skulle lave "væbnet antiterror" mod danske civile for at nedkæmpe modstandsbevægelsen.

Med i gruppen, og dermed under Kam, var fire af besættelsestidens værste danske krigsforbrydere - målt i antal drab. En af disse begik senere 55 terrordrab og 12 drabsforsøg.

Drabet på redaktør Clemmensen
Den 30. august 1943 bortførte Søren Kam og to andre nazister fra Waffen-SS, Jørgen Valdemar Bitsch og Knud Flemming Helveg-Larsen, den tyskkritiske journalist Carl Henrik Clemmensen.

Få timer efter bortførelsen blev Clemmensen dræbt af otte skud fra tre forskellige pistoler.

Clemmensen findes senere efterladt i en øde grøftekant.

Ifølge obduktionsrapporten blev alle skud affyret samtidigt og fra nært hold, og projektildele fra alle tre pistoler findes i liget.

Ros fra SS
Efterfølgende roste en SS-domstol i Berlin gerningsmændene til skyerne. Retten brugte begrundelsen "Ret er det, som gør folket nytte."

Efter krigen blev Helweg-Larsen dømt til døden og henrettet, mens Blitsch forsvandt sporløst. Kam flygtede til Tyskland, hvor han siden 1956 har været tysk statsborger.

Gennem årene er Kam blvet ved med at være aktiv i nazist-bevægelsen. Blandt andet har han flere gange deltaget i nazistiske krigsveteranstævner i Østrig.

Danmark vil have Kam udleveret
Danmark har i mange år forsøgt at få Søren Kam udleveret, men indtil nu uden held, fordi hans tyske statsborgerskab har stået i vejen.

I 1999 udstedte Danmark først en Interpol-efterlysning. Forinden havde kontorchefen i Justitsministeriet Jakob Scharf afvist, at der skulle være behov for en fængslingskendelse.

I december 2004 blev Søren Kam varetægtsfængslet in absentia - uden selv at være til stede - for mordet på redaktør Clemmensen af retten i Lyngby. Senere blev dommen stadfæstet i Østre Landsret.

Selv sagde Kam, at han var uskyldig, men ønskede ikke at deltage i en retssag i Danmark.

Danmark forsøgte første gang i 2005 at anvende en EU-arrestordre - men forgæves. Først fra august 2006, to år for sent, overholdt Tyskland den aftale, som de 25 medlemslande har indgået om at indføre EU's arrestordre.

Bliver Kam udleveret?
Det er endnu uvist om Søren Kam nu vil blive udleveret til Danmark. Det er nu op til landsretten i München at afgøre, om Kam bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark, og beslutningen ventes i løbet af en uges tid.

Hvis den 84-årige Kam bliver udleveret til Danmark er det op til retten i Lyngby at afgøre, om der er grundlag for at rejse en tiltale og stille ham for retten.