Blackwaters stifter laver hær

16x9

Kontroversiel sikkerhedschef opbygger hær på 800 mand for kronprinsen af Abu Dhabi

Kronprinsen af Abu Dhabi har hyret stifteren af det stærkt kritiserede sikkerhedsfirma Blackwater til at opbygge en 800-mand stor bataljon af udenlandske soldater i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), skriver New York Times.

Avisen er kommet i besiddelse af doku­menter, der viser, at stifteren Eric Princes nye firma Reflex Responses skal sammensætte styrken, som får 2,8 milliarder kroner i ryggen fra UAE. Den udenlandske bataljon skal kunne sættes ind for at stoppe internt oprør og gennemføre specialoperationer.

Den skal også forsvare landets olieledninger og skyskrabere fra angreb.

Beslutningen om at sammensætte styrken blev truffet forud for den steppebrand af folkelige oprør, der har ramt mange arabiske lande, skriver New York Times.

UAE har ikke oplevet demonstrationer. Store dele af landets befolkning består af udlændinge.

Blackwater blev berygtet for sine store sikkerhedskontrakter i forbindelse med USA's krig i Irak. Flere af selskabets soldater åbnede ild mod uskyldige midt i trafikken i Bagdad og dræbte mindst 14 mennesker. Iraks regering kaldte det efterfølgende en "massakre".

Eric Prince har solgt Blackwater, der nu går under navnet Xe.

Det er ikke klart, om UAE, der er en nær allieret til USA, har fået amerikanernes støtte til at opbygge den nye bataljon med udenlandske soldater.