Danske bøder på vej til brugere af Popcorn Time

Populariteten og brugen af pirattjenesten Popcorn Time er eksploderet på det seneste.

Populariteten og brugen af pirattjenesten Popcorn Time er eksploderet på det seneste. Alene i Sverige og Holland er streaming-tjenesten mere populær end selv Netflix.

Selv påstår bagmændene, at tjenesten er lovlig og de blot gør som Google. Distribuerer indhold til brugerne, som allerede findes andre steder på nettet.

Det godtager rettighedsindehaverne langt fra. Men det kan være svært at få ram på bagmændene af Popcorn Time, der har gjort det til deres mission, at være umulige at lukke ned.

I stedet må filmselskaberne gå efter brugerne af tjenesten. Og det gør danske Fridthjof Film nu, der står bag nogle af dansk films største succeser som Blå Mænd, Alle for En, Julefrokosten med flere.

Erstatningskrav på op til 2.000 kroner
Den danske filmproducent Ronnie Fridthjof vil i fællesskab med filmbranchen nu pudse advokater på de danske brugere af Popcorn Time.

- Jeg har på ingen måde personligt lyst til at gøre det her. Jeg havde håbet, at politikerne og politiet kunne tage sig af sådanne sager, men sådan hænger det desværre ikke sammen. Når min forretning er truet, så er jeg jo mere eller mindre tvunget til at gøre noget, fortæller Ronnie Fridthjof til tv2.dk.

Sammen med resten af branchen vil man nu sende erstatningskrav ud via advokater til brugere, der ulovligt bryder rettighederne ved netop at bruge Popcorn Time. I første omgang vil der være tale om erstatningskrav i størrelsen 1.000-2.000 kroner, der vil dukke op til de første brugere en gang efter sommerferien.

- Vi har set i Sverige, at den bødestørrelse fungerer, og at brugerne er villige til at betale det. Man får muligheden for at betale beløbet. Hvis det ikke sker, får man en større bøde og i sidste ende vil vi tage sagen for retten, fastslår Fridthjof.

Tvivl om ulovlighederne
Der har længe hersket tvivl om hvorvidt Popcorn Time agerede i en gråzone, og om man gjorde noget ulovligt som bruger. Men det er Ronnie Fridthjof meget overrasket over.

- Det er jo helt vanvittigt, at man kan tro det er lovligt. Det er det på ingen måde! Det kan sammenlignes med, at man solgte og købte kopivarer klods op af den oprindelige butik, siger han.

Flere brugere af Popcorn Time slår fast, at de blot bruger tjenesten fordi der ikke findes et lovligt alternativ med nyere film. I dag har nyere film først en cyklus i biografen for så at komme ud som on demand. Men den undskyldning godtager Ronnie Fridthjof på ingen måde.

Samtidig afviser han blankt, at branchen kunne blive nødsaget til at lave en tjeneste, der ville kunne konkurrere mod Popcorn Time

- Vi skal selv kunne vælge hvilken forretningsmodel vi ønsker, og det skal ikke være styret af ulovlige handlinger. Vi vil ikke lave en forretningsmodel, der konkurrerer med gratis indhold, siger han. 

I videoen øverst kan du se hvordan Popcorn Time overhovedet fungerer

Sådan er Popcorn Time ulovlig

Popcorn Time indekserer og benytter sig af andre peer-to-peer torrents - på samme manér som Kickass Torrent og The Pirate Pay

Den streamer ikke blot film, men deler det også fra din computer mens du ser filmen - og det 100 procent ulovligt.

Rettighedshaverne kan monitorerer via torrent-klienter og finde dig gennem din konkrete IP-adresse