Sådan kommer du af med din gæld, unge mand

16x9

De unge har klatgæld, viser ny undersøgelse. Få gode råd til at komme forbrugslånene til livs her

30 procent af unge mellem 18 og 25 år har lån, som er brugt på sjov og ballade i form af forbrug. Men det er en farlig vej at begive sig ud på i en ung alder, da det holdernogle af de unge i gældsfælden i fremtiden. tv2.dk har samlet en række tips til, hvordan du kommer af med dine forbrugslån.

De unge danskere, der har forbrugsgæld har i gennemsnit en gæld på 33.500 kroner. Det viser en ny undersøgelse fra Penge & Pensionspanelet. Hvis du er en af de mange tusinde danske unge - eller ældre, der allerede er røget i gældsfælden, har vi samlet en række gode råd til dig herunder leveret af forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

Lav et budget
Lav et budget, og hold det. Det er fint at være ambitiøs med hensyn til at ville af med sin gæld. Men hvis du kun kan holde budgettet i en måned, er det bedre at lave et, der virkelig kan holde.

Saml din klatgæld
Har du mange forskellige mindre lån, så tal med banken om, hvorvidt det er muligt at samle gælden under et lån. Med andre ord; skab overblik i din økonomi og gør det mere overskueligt for dig selv.

Kassekredit
Lav en regel, der hedder, at kassekreditten kun er noget, du trækker på i nødstilfælde i de måneder, hvor det absolut ikke hænger sammen for dig økonomisk. Det er aldeles uholdbart at trække ekstra på kassekreditten hver eneste måned.

Nogle kan køre det hele ind under boliglånet
Har du forbrugslån på for eksempel 33.000 kroner som gennemsnittet, og er du samtidig på vej ind på boligmarkedet, kan det være, at banken vil lade din forbrugsgæld gå med ind under boliglånet. Det er ikke alle banker, der går med til dette, men det kan være en mulighed for nogen.

Lån til bil og bolig
Når du overvejer at låne, skal du generelt kun låne til store, konkrete ting. Du tager et boliglån, når du skal købe en bolig. Du tager et billån, når du køber en bil. Kassekreditten er, som allerede nævnt, kun en nødlæsning i de måneder, økonomien umuligt kan hænge sammen, og små ekstra forbrugslån er ikke et tema fremover.