Gul eller rød fagforening: Hvad skal du vælge?

De klassiske fagforeninger taber medlemmer, og de gule samler dem op. Er der en god grund til det? Faglig kamp i 'Go' morgen Danmark'

På fire år har Danmarks tre største fagforeninger tabt over 130.000 medlemmer. Men samtidig med, de traditionelle LO-fagforeninger taber medlemmer, stormer de nye, såkaldt gule fagforeninger frem. Især fordi de er markant billigere i medlemskontingentet.

Jane Korczak, næstformand i 3F, og Søren Fibiger Olesen fra Krifa, den største af de gule fagforeninger, taler de to fagforeningstypers sag, og de er slet ikke enige om, hvor man får mest for sine penge.

Søren Fibiger har dog fra starten et lidt andet udgangspunkt end 3Fs repræsentant.

"Det kan også være en god idé at være medlem af 3F. Der skal bare være et frit valg, og det er det, vi står for - at der skal være et alternativ," siger han som det første.

Overenskomster, kendskab og pris i længden
Ifølge 3F forhandler de gamle fagforeninger ganske enkelt bedre overenskomster hjem. I et reklamespot, fortæller en gartneriarbejder således, at hun fik 15 kroner mere i timen under 3Fs overenskomst end under sin gamle fra Krifa.

Og netop overenskomsterne er Jane Korczaks første argument for en traditionel fagforening.

"Vi har 198 overenskomster og næsten 13.000 lokale tiltrædelsesoverenskomster (overenskomster mellem en fagforening og en arbejdsgiver, som ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, red.). Det betyder, at det i langt de fleste tilfælde er os, der forhandler løn og arbejdsvilkår," siger hun.

3Fs andet argument for, at man som lønmodtager skal vælge dem, er, at de har et godt kendskab til landets arbejdspladser.

"Vi kender arbejdspladserne og har ca. 18.000 tillidsvalgte, som arbejder med 3F hver dag," fortæller Jane Korczak.

Hendes tredje argument er prisen, som hun mener, er lavere i længden hos en traditionel fagforening grundet bedre overenskomster og faglige sejre.

"Vi skaffer ca. to milliarder kroner tilbage til medlemmerne om året i faglige sager. Det betyder, at vi giver omkring halvanden gange kontingentet igen," siger Jane Korczak.

God pris, kundeservice og individuel fokus
Prisen er Søren Fibiger fra Krifas første argument.

"Vi har en rigtig god pris i forhold til det produkt, vi leverer," siger han, og påpeger, at også de gule fagforeninger fører faglige sager og får penge hjem til deres medlemmer på den måde.

En grund til, at de gule kan gøre det så meget billigere, er, at man her har valgt at vælge hele LO-overbygningen fra.

"Det har vi, fordi vi mener, at det er den enkelte, der skal bestemme, hvad han har brug for. Vi vil ikke tvinge alle ind i den samme pakke," fortæller Søren Fibiger.

Kundeservice er et andet argument for at vælge Krifa - eller en anden af de gule fagforeninger.

"Vores kundetilfredshed er helt i top. Vores medlemmer kan få rådgivning hos os fra otte morgen til 22 aften," lyder det fra Søren Fibiger.

Hans tredje argument er, at de gule fagforeninger har et individuelt fokus, modsat de gamle fagforeninger, der mest handler kollektivt.

"Vi tager os af den enkelte. Vi møder ham i forhold til den situation, han står i. Om det så er karrireråd eller en konflikt på arbejdspladsen eller noget andet," siger Søren Fibiger.