Legendernes strategi giver Mikkel aktie-sejren

16x9

Flere end 40.000 deltagere har i godt to måneder kæmpet om præmier for mere end 300.000 kroner. Den samlede vinder af aktiespillet afslører her, hvordan han med en særdeles kendt strategi spurtede fra resten af feltet.

"Er det rigtigt? Jeg er målløs. Har jeg vundet? Det er da ret fantastisk."

Vinderen af TV 2s aktiespil med flere end 40.000 deltagere, Mikkel Josephsen, har ikke fulgt dagligt med i aktiespillet og var derfor ganske overrasket, da TV 2 kunne fortælle ham, at han løber med hovedpræmien, der består af en racercykel til en værdi af knap 23.000 kroner og en rejse til Egypten for 10.000 kroner.

Og strategien, han benyttede til at få 250.000 fiktive kroner til at vokse til 295.000 kroner på bare to måneder er en gammel og velkendt metode, der netop ikke inviterer til at tjekke aktiekurserne dagligt.

Legendernes strategi
41-årige Mikkel Josephsen har lænet sig op ad strategien "Køb og behold" gennem hele spillet.

"Jeg har tidligere deltaget i aktiespil, hvor jeg har handlet meget, og det gik ikke særlig godt. Denne gang tænkte jeg, at jeg ville købe nogle aktier og så beholde dem gennem hele spillet."

Køb og behold strategien er kendt og værdsat gennem årtier og flere af verdens mest legendariske investorer har været store fortalere for denne strategi. Blandt andet den amerikanske investor Philip Arthur Fischer.

"Hvis forarbejdet er gjort ordentligt, når en almindelig aktie bliver købt, vil den rette tid at sælge være aldrig - næsten da", sagde Philip Arthur Fischer, der blandt andet blev beundret af verdens måske mest kendte investor Warren Buffet.

En anden af de helt tunge drenge, der har benyttet sig af køb og behold-strategien i ekstrem grad er Thomas Rowe Price, der grundlagde et af USA's største kapitalforvaltere T Rowe Price. Hans sans for aktier blev udviklet under 30'ernes depression, og deraf udviklede han en filosofi, der sagde, at man skal omfavne aktierne i stedet for at flygte fra dem, når det ser sort ud.

Mikkel Købte blodrøde aktier
Da vores vinder af aktiespillet Mikkel Josephsen skulle vælge, hvilke aktier, han ville placere sine fiktive penge i ved aktiespillets start, kiggede han efter aktier, der havde fået nogle slag over snuden.

"Jeg kiggede efter nogle teknologi-aktier, der havde fået nogle ordentlige tæsk på børsen. Og det havde både Facebook og Nokia, så dem købte jeg," siger vinderen af TV 2s aktiespil, der desuden købte Volkswagen til sin portefølje.

"Volkswagen havde nye biler på vej, blandt andet en ny golf, så jeg syntes, det så meget fornuftigt ud."

Normalt mange penge at tjene på udsving
At Mikkel Josephsen har vundet aktiespillet ved hjælp af køb og behold-strategien overrasker den professionelle investor Robert Mikkelstrup fra Danske Invest, blandt andet fordi det typisk er en langsigtet strategi. Han peger på, at det i et aktiespil ofte vil være udsvingene i aktiekurserne, man tjener penge på. Og alligevel er det ikke overraskende, siger han.

"Det er overraskende i den forstand at der typisk er mange penge at tjene på de udsving, der er på aktiemarkedet," siger Robert Mikkelstrup.

"Når det så ikke er så overraskende at han har vundet med køb og behold-strategien, så er det fordi det er meget svært at time de enkelte investeringer, når kurserne rammer toppen og bunden. Det er de færreste, der evner denne disciplin," siger Robert Mikkelstrup.

Vinder jubler over præmierne
Vinderen af aktispillet Mikkel Josephsen kan nu slippe tankerne om strategi og aktier og blot se frem til at modtage sine præmier.

"Jeg har længe ønsket mig en ordentlig racercykel, så den skal bare bruges," siger vinderen, der ligeledes hilser en tur til Egypten velkommen," siger Mikkel Josephsen, der arbejder som digital optimeringschef hos Berlingske Media.