"Jeg får gåsehud når jeg fortæller om det"

16x9

En producent af kirsebærvin på Lolland er en af de heldige ejere af en millionunderskrift fra den kinesiske delegation under statsbesøget.

En landmands hverdag er med ét fuldstændig forandret. Grunden er en kontrakt til 7 millioner kroner med kinesisk signatur.

"Det er helt uvirkeligt. De penge, den kontrakt lyder på, kunne man aldrig lave på et almindeligt landbrug," siger Harald Krabbe fra Frederiksdal Kirsebærvin.

Vin i stride strømme
Frederiksdal Kirsebærvin har underskrevet en kontrakt med en kinesisk samarbejdspartner, der skal aftage 1/3 del af hele produktionen af kirsebærvin de næste fem år. Værdien af kontrakten er 1,4 mio. kr årligt, de næste fem år.

Del af kinesisk kage
Dermed har vinbonden på Lolland fået del af de 18 mia. kroner, som kineserne ifølge den danske beskæftigelsesminister Pia Dyhr Olsen, har med i kufferten, mens den kinesiske præsident Hu Jintao gæster Danmark.

Fra traktor til jakkesæt
Harald Krabbe er uddannet landmand. Han passer sine afgrøder og den daglige produktion med hjælp fra et par ansatte. Men efter han har lokket kineserne til at smage de flasker af kirsebærvin, han producerer på Lolland, er det slut.

"Helt personligt ændrer det sig ved at fra at være landmand, skal jeg til at flyve rundt i hele verden og sælge vin. Mine medarbejdere skal til at tage over, vi skal til at opbygge en organisation, der kan håndtere de nye tider," forklarer Harald krabbe.

Nordens Provence
Harald Krabbe er stolt af, at han er med til at få Lolland på verdenskortet.
"Nordens Provence ligger i det sydlige Danmark," siger Harald Krabbe.

Han glæder sig samtidig over, at det skaffer arbejdspladser til Lolland. Han får brug for at fordoble antallet af ansatte i den kommende tid.

En bekendt fik ham i kontakt med en herboende kineser, der eksporterer danske varer til Kina. På den måde fik han lokket de første kinesere til at smage den søde kirsebærvin.

Gåsehud i Kina
"Jeg får gåsehud, når jeg skal fortælle om det. Når man står med noget, man selv har lavet, og så oplever en flok kinesere være helt vildt begejstrede over det. Det er helt uvirkeligt," fortæller Harald Krabbe.

Det var ifølge Harald krabbe, måske nok lidt over målet at tage til Kina at sælge vin i stedet for at fokusere på at få solgt mere i Danmark.

"Men nu giver det endda den ekstra følelse, med statsbesøget fra Kina, at jeg gør noget for mit land og for Lolland."

I 2006 blev den første kirsebærvin lavet på Frederiksdal Gods. Bag vinen står Harald Krabbe, uddannet landmand og ejer af Frederiksdal Gods, Jan Friis-Mikkelsen, restauratør på Tinggården og journalist Morten Brink Iversen.