Lundin får ekstra straf for hash

Familiemorderen Peter Lundin har nu også en hashdom på sin blodplettede straffeattest. Det skriver B.T.

Ved retten i Glostrup blev han mandag idømt 40 dages ekstra fængsel for at have været i besiddelse af 92,7 gram hash i Anstalten ved Herstedvester.

Her afsoner han i forvejen sin dom på livsvarigt fængsel for at have dræbt og parteret samleveren Marianne Pedersen og hendes to sønner Brian og Dennis i juni 2000. Nu kan han altså lægge 40 dages fængsel oven i livstids­straffen.

Peter Lundin, der siden sin dom som tredobbelt morder har taget navneforandring til Bjarne Skounborg, blev opdaget med hashen i fængslet i november sidste år.

Det skete umiddelbart efter, at han havde haft besøg af sin far i fængslets besøgsrum.