600.000 danskere trætte af jobbet

16x9

Vi bruger en stor del af vores liv på at arbejde - men mange af os er ikke tilfredse med vores job

Vi bruger en stor del af vores liv på at arbejde ­ men mange af os er ikke tilfredse med vores job.

Kollegerne brokker sig hele tiden, der er alt for travlt, og chefen er en idiot. En ny undersøgelse foretaget af YouGov for metroXpress viser, at 22 procent af danskerne er trætte af deres arbejde.

Det svarer til, at over 600.000 danskere går rundt og drømmer om at lave noget andet.

"Det er en katastrofe, at der er så mange danskere, som ikke kan lide deres arbejde, når man tænker på, hvor meget af vores liv vi bruger på det," siger Alexander Kjerulf, forfatter og foredragsholder om arbejdsglæde, til metroXpress.

Træt af chefen og travlhed
Undersøgelsen viser også, at hele 29 procent ville kvitte jobbet, hvis ikke det var for pengene. Ifølge Alexander Kjerulf er det brok, travlhed og en dårlig relation til chefen, der topper listen over årsager til, at så mange er utilfredse med deres job.

Problemet er, at mange mennesker ikke gør noget ved det, mener han.

"De bliver hængende i job, de ikke bryder sig om, i årevis. Det er helt forfærdeligt. Der er mange, der ser det som et nederlag at sige op. De tænker, 'hvis jeg siger op, så vinder chefen, og han skal ikke få mig ned med nakken'," siger Alexander Kjerulf.

Kan påvirke dit helbred
Han tilføjer, at det kan have store konsekvenser for både parforholdet, den fremtidige karriere og helbredet, hvis man bliver for længe i et job, man ikke synes om.

Vilhelm Borg, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er også bekymret over situationen.

"Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem arbejdsglæde, engagement og sygefravær. Medarbejdere, der er motiverede for at gå på arbejde, har lavere sygefravær," siger han.