Amagerbanken: Ree skal smide 300 mio.

Et af de spørgsmål, som markedet og Amagerbankens direktion og bestyrelse meget gerne vil have besvaret, er, om storaktionæren i Amagerbanken, Karsten Ree, vil deltage i den annoncerede emission i Amagerbanken.

Karsten Ree ejer omkring en tredjedel af den kriseramte bank, og deltager han ikke emissionen udvandes hans aktieandel ganske markant.

Aktiekapitalen kan blive udvidet med op til 898,4 mio. kr. nominelt eller knap 300 mio. nye aktier i den nye stykstørrelse 3 kr.

Dermed skal Karsten Ree, hvis han vil beholde sin ejerandel intakt, af med op til omkring 300 mio. kr. oven i de oprindelige 500 mio. kr., som han skød ind sidste år.

Karsten Ree skød i november sidste år en halv mia. kr. ind i den kriseramte bank, ligesom en række andre velhavere også købte aktier, så den samlede kapitaltilførsel til Amagerbanken dengang blev på knap 1 mia. kr.

Vælger Karsten Ree ikke at deltage emissionen, vil hans ejerandel gå fra omkring en tredjedel til under den indberetningspligtige grænse på 5 pct.

Og han vil stort set være uden mulighed for at tjene det tab, han allerede har lidt, hjem. Skønsmæssigt har Karsten Ree ved det nuværende kursniveau på Amagerbanken på 15,5 kr. tabt et godt stykke over 300 mio. kr. på investeringen fra sidste år.

Af andre større aktionærer er blandt andet Nykredit med en ejerandel på 5-10 pct. og PFA med en ejerandel under 5 pct. Derfra lyder der heller ikke endnu nogle meldinger om de vil deltage i emissionen.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )